x
Alanis Morissette: Such Pretty Forks in the Road

Alanis Morissette
Such Pretty Forks in the Road

Lidelse og forløsning på første album i otte år

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 31.07.2020
Anmeldt af
Espen Strunk

Min partner sagde det ganske rammende, mens vi cruisede gennem det midtjyske landskab med Alanis Morissettes nye album på anlægget. ”Wauv, det er, som om der kun er gået nogle måneder”, sagde hun – og eftersom vi begge to er 90’er-børn, behøvede hun ikke sige mere. For jo, tankerne sendes uvægerligt tilbage – det er umiskendeligt samme power, samme vibe, samme vokal – til Jagged Little Pill, Morissettes fremragende gennembrudsplade, som i år kan fejre 25 års jubilæum.

Ak ja, som tiden går – men Morissette er her altså endnu, og nu på banen med første nye studiealbum i otte år. Hun har selv kaldt det nye album for sit mest personlige til dato, og sandt er det da også, at hun synger på baggrund af pinefulde, personlige erfaringer – herunder fødselsdepression, brud og en branche, som hun omtaler som ”sick” i pladens potente singleudspil ”Reasons I Drink”.

Der er dog ingen offermentalitet at spore her: Uanset om der skues indad eller ud i verden – og uanset at de færreste sange her kandiderer til klassikerstatus – artikulerer Alanis sig med en karakteristisk råstyrke, som er vanskelig ikke at forelske sig i. Og selvom hun er meget mere personlig end politisk, bliver Morissette en feministisk stemme – hør hende bare påkalde kvindelig urkraft i ”She”, hvor hun fra en forkrampet position på sit køkkengulv konstaterer:

”And so I'll pray to Her today / I ask for mercy and I beg for pauses / She's coming in warm all like Kali / And coursing through my veins like liquid Mary”. Der er både lidelse og forløsning i den nu 46-årige canadiers 11 nye sange, og har man – ligesom undertegnede – aldrig helt sluppet sit teenage crush på Alanis tilgiver man let, at hun heller ikke denne gang rammer lige så rent som dengang i 1995. Det ville, strengt taget, også være temmelig meget forlangt.

Og man kan sagtens ”nøjes” med at glæde sig over et genhør med en vital og vedkommende stemme – og dens latente opfordring til at lette røven og tage sig selv alvorligt: ”I am losing the plot / I am grieving the end of superwoman-ing / I have laid down my cape / As though I haven't risen like a phoenix from a thousand deaths / As though I have not been reborn to notice that / My mission is not dead yet”.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA