x
Pede B: Gøgeungen

Pede B
Gøgeungen

Rusk lidt mere i reden

GAFFA

Album / Beatdown
Udgivelse D. 28.08.2020
Anmeldt af
Jens Dræby

Pede B er ikke en gatekeeper, men musikken er fanget i en ånd af rendyrket lyrisk håndværk. Det kan være uendelig frustrerende ikke at høre et større ønske om rent faktisk at være den "isbjørn i en fuglerede", der skubber til den gængse takt og tone i dansk rap. På den anden side har Pede B som Per Vers godt fat i en solid fanbase af rapentusiaster, der sætter bars og punchlines over alt andet. Gøgeungen er med andre ord en glimrende plade til Pede B-kenderne. 

Sangene er lyden af en musikelsker, en fan med egne fans. Et klart højdepunkt på pladen er "Lille Sky" med en helt fantastisk produktion fra Pedes faste samarbejdspartner DJ Noize. Beatet er som altid enkelt og åbent for solide linjer som "jeg' ude af synsvidde for dem, som den blinde vinkel, forsvundet fuldstændig som en cd-single", og ovenpå kommer lige den lækre fløde af Benjamin Koppels kværulerende saxofon. Sangen fuldendes med et kantet omkvæd af en chopped sample af Tue Tracks rap på "Kosmisk Kaos". Referencerne er en vigtig del af Pede B's tekster, og her på Gøgeungen bliver de tydeligere og langtfra forudsigelige.

Et nummer som "Mandrilmusik" med konstante henvisninger til de nostalgiske kultfigurer fra Casper og Mandrilaftalen bliver fulgt til dørs af et ret enkelt omkvæd, som også lige krydres af et lån fra Andreas Doraus "Das Weisst Nur Du". Beatet af Ingredijens er mærkeligt barskt og blæret til det meget gakkede omdrejningspunkt, men det giver samtidig en underfundig følelse af, at Pede B inviterer til at lytte til teksten og ikke bare musikken, der ved overfladisk og ukoncenteret lyt kan virke som et simpelt blærenummer.

Et andet af albummets højdepunkter, "Udebane", tager sig også nogle kunstneriske lån på både beat og sang. FredNukes har lavet en eminent produktion, der dribler med hi-hatten, og efter hvert et omkvæd, hvor Pede synger med nogenlunde samme melodi som Suzanne Vegas "Tom's Diner", kommer der lige en kort hyldest til Rick Rubins ikoniske og rå produktion. 

Selvom der er mange glimtende øjeblikke på albummet, så er helheden skrantende, og Pede B kan til tider virke pinligt forældet i sine koncepter. Singlen "Jeg har aldrig" med afsæt i den klassiske selskabsleg virker som et lidt for oplagt koncept til et rapnummer, og Pede B har været så glad for idéen, at et remix med blandt andre Artigeardit også er at finde til sidst på pladen.

De to versioner afslører, at udgangspunktet er mere freestyle end gennemtænkt budskab om at udlevere sig selv i humblebrags. Jamie Kamara og Livid optræder dog med nogle overraskende solide vers, der desværre viser, hvor kedeligt Pedes flow egentligt er.

Gæsterne på Gøgeungen er som regel en tiltrængt afveksling fra Pede Bs tilgang. Dog er det særligt skuffende at høre et stort anlagt nummer som "Et opkald væk", der lyder som Pedes udgave af "Momentet". Wafande på omkvædet lyder dovent og halvkvalt, og Loke Deph med ellers banebrydende flow og tekstarbejde kommer med noget sølle venstrehåndsarbejde, der først rimer svar på au revoir og senere svar på pissoir.

Pede B har strøget mange fede og personlige aspekter over det nye album, som bliver nævnt som et af tre, inden 2020 er forbi. Egentlig havde det nok været federe at sætte sig i selen med en større udfordring af et gennemtænkt sammenhængende album. Ikke nødvendigvis så tæt som Gin & Cocio, men med mere gejst end diverse hyldester til film, underholdningsprogrammer og udstrakte hænder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA