x
Dylan på dissingsk

Dissing, Las og Cross Band, Horsens Ny Teater

Dylan på dissingsk

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Rasmus Dissing formulerer det meget præcist og poetisk fra sin plads bag keyboardet, umiddelbart før aftenens ekstranumre. Inden koncertens start har en højtalerstemme oplyst, at det – grundet COVID19-situationen – ikke er tilladt at råbe eller synge med. ”Men så kan I synge med indeni”, som Dissing siger, inden bandet istemmer ”Knockin’ on Heavens Door”. Og synge med indeni er netop, hvad man gør gennem samfulde syv kvarter i aften, hvor Danmarks bedste Dylan-coverband er i byen. Medbringende et håndplukket udvalg af sange fra verdens bedste bagkatalog, med en enkelt undtagelse alle sammen plukket fra perioden 1963-78.

Leveret med forbilledlig stilsikkerhed og spilleglæde – og med ingen ringere end Billy Cross på elektrisk guitar, sammen med hvad der gennem en årrække var Povl Dissings backingband: Rasmus og Jonas Dissing på vokaler, keyboard, guitar og mundharmonika, Las Nissen på sang og guitar, foruden allestedsnærværende Jesper Elnegaard på trommer og Dan Hemmer på orgel.

Mens den vokale hovedrolle deles mellem Nissen og de to Dissinger, diverterer sidstnævnte mellem numrene med røverhistorier om deres fiktive venskab med Bob – som den fraværende hovedperson i aften konsekvent kaldes. Mens Cross tilføjer en autenticitet til foretagendet, som er vanskelig at komme udenom: Det var som bekendt Cross, som spillede den potente førsteguitar på Dylans fremragende 1978-album Street Legal og den ledsagende verdensturné – fornemt dokumenteret på det dobbelte livealbum At Budokan.

Det var på den tur – kort efter skilsmissen fra sin Sara – at Dylan havde en epifanisk oplevelse i et backstagelokale, og bagefter tog hjem og lavede den kristne vækkelsesplade Slow Train Coming. Street Legal var muligvis lyden af en mand i krise – men ikke desto mindre et mystisk mesterværk, en slags 70’ernes Blonde on Blonde, i al fald i min bog.

Cross var med, og i aften står han altså på scenen her i Horsens, uden i øvrigt at gøre noget større væsen af sig. Kun enkelt anekdote fra tiden med Dylan bliver det til – men den er så til gengæld også af en kaliber, de færreste kan matche.

”Jeg spillede med Bob i Earls Court i London syv aftener i træk i ’78. En aften så jeg, at George Harrison – en af mine store guitarhelte – sad nede på første række sammen med nogle af fyrene fra Monty Python”, indleder guitaristen – og så får vi historien om, hvordan den unge Cross umiddelbart inden sin store solo i ”Like a Rolling Stone” blev så forfjamsket, at han kom til at flå kablet ud af sin guitar. Og om, hvordan den sympatiske Beatle håndterede episoden efterfølgende bag scenen. Hvorefter vi naturligvis får netop ”Like a Rolling Stone” – sangen, som oprindelig udkom i ’65 og var med til at sprænge rammerne for, hvad popmusik kunne være og gøre.

Når Dylan er bedst, kan han – stadigvæk, gudhjælpemig – være en spirituel, rystende stærk oplevelse live. Jeg har oplevet omkring 25-30 Dylan-koncerter gennem cirka lige så mange år, og hver eneste har som minimum rummet momenter af uudgrundelig skønhed og transcendens. Livekunstneren Dylan forbliver interessant, fordi han insisterer på at genopfinde sine sange, male videre på sit mesterværk, fremfor at reproducere sig selv. At være til Dylan-koncerter er som at få lov at kigge Picasso over skulderen i hans atelier: Det er slet og ret en af 1900-tallets største kunstnere på arbejde.   

Aftenens seance i Horsens Ny Teaters intime sal er i sagens natur mere hyggelig, end den er transcendental, og selve sammenligningen er selvfølgelig også fuldstændig urimelig: Dette er ikke Dylan, men derimod et særdeles habilt hold, som på fornemste vis fortolker fantastiske sange som ”Simple Twist of Fate”, ”Tangled Up in Blue”, ”All Along the Watchtower”, ”It’s All Over Now, Baby Blue” og utallige andre.

Og det er som altid min bedre halvdel (klichéen giver mening i mit tilfælde, tro mig), som sætter tingene på plads, da jeg tidligt på aftenen mumler noget om, at det er svært at høre Dylan uden Dylan. ”Lyt nu til det for dét, det er”, siger hun og har selvfølgelig fuldstændig ret. For går man ind på præmissen og abstraherer fra hovedpersonens fravær – ja, så er Dissing, Las & Cross faktisk en fornem musikalsk oplevelse.    


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA