x
Fleet Foxes: Shore

Fleet Foxes
Shore

Indie-folk-band surprise-udgiver album midt mellem lys og mørke

GAFFA

Album / Anti Records
Udgivelse D. 22.09.2020
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Det amerikanske indie-folk-band Fleet Foxes har valgt at surprise-udgive deres fjerde album præcis ved efterårsjævndøgn, det vil sige tirsdag den 22. september klokken 15.31 dansk tid. Altså dér, hvor dag og nat er akkurat lige lange – og hvor natten de næste tre måneder vinder ind på dagen.

Symbolikken er formodentlig, at albummet også balancerer nogenlunde ligeligt mellem lys og mørke, for det gør det, for at citere en linje i sangen ”Featherweight”: ”…with love and hate in the balance”. Sangene pendulerer mellem håb og frygt, både tekstmæssigt og musikalsk, og såvel på det personlige som det mere overordnede plan – dog nok mest det første.

Åbningsnummeret hedder eksempelvis ”Wading in Waist-High Water” og rummer linjen ”As if I just saw you / Cross Second Avenue / Wading in waist-high water”, og så er det jo oplagt at tænke på klimaforandringer og smeltende gletsjere, men måske skal det i lige så høj grad forstås metaforisk. Sanger og sangskriver Robin Pecknolds tekster er temmelig åbne for fortolkning og skærer langtfra alting ud i pap. En del af sangene nævner dog nogle af Pecknolds afdøde musikalske helte, eksempelvis Arthur Russell, Elliott Smith og John Prine.

Oven på det forrige, eksperimenterende og orkestrale album Crack-Up er bandet vendt tilbage til den klassiske Fleet Foxes-stil, som de dyrkede på deres første to album, med flerstemmige vokalharmonier, fingerspillede guitarer ad libitum og sange, der overvejende holder sig inden for tre-fire minutters grænsen. Bandet har dog stadig lidt overraskelser i ærmet, især ved at det slet ikke er Robin Pecknold, der synger på det førnævnte første nummer. Det gør i stedet sangerinden Uwade Akhere på fornem vis – tilsat et børnekor bestående af blandt andre indie-rock-kollegaen Hamilton Leithausers børn.

Sangene er generelt velskrevne, -spillede og -producerede. Et af højdepunkterne er ”Can I Believe You?”, som er ganske iørefaldende trods en finurligt skæv 9/4-taktart, mens en blæsersektion klæder udvalgte numre, ikke mindst ”Going-to-the-Sun Road”. Korstemmerne, ofte sunget af Robin Pecknold selv, fylder dog generelt lidt for meget på albummet i forhold til Pecknolds lyse leadvokal, der alene er virkelig smuk, som en solstråle gennem tætte trætoppe. Den får heldigvis lov at stråle igennem på visse sange, ikke mindst det afsluttende titelnummer, en stærk ballade, hvor Pecknold og et klaver er i fokus.

Fleet Foxes er ikke helt så overrumplende som på deres første album, men de er stadig værd at lytte til – og endnu ikke helt kørt agterud af deres gamle trommeslager Father John Misty.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA