x
Beyoncé: Black Is King

Beyoncé
Black Is King

Beyoncés visuelle album er bedst, når hun giver sin platform til andre kunstnere

GAFFA

Album / Parkwood Entertainment
Udgivelse D. 31.08.2020
Anmeldt af
Sara Elisabeth Nedergaard

Ligesom Benjamin Franklin beskrev død og skatter tilbage i 1789, er der to ting, vi ikke kan komme udenom i 2020: Disney og Beyoncé. Så selvfølgelig skulle disse to mastodonter i film-, -musik og underholdningsbranchen slå pjalterne sammen i live action-versionen af The Lion King. Og selvfølgelig skulle Beyoncé, som spillede Nala i filmen, udkomme med albummet The Lion King: The Gift. Både film og album udkom i juli 2019, og nu står Disney klar med sin nye streamingtjeneste, Disney+, hvorpå Beyoncés visuelle album, Black Is King, havde verdenspremiere i slutningen af juli og lod sig streame på Disney+ i Danmark fra den 15. september 2020.

Black Is King indeholder nogle af sangene fra The Lion King: The Gift, men bygger også videre på en længere fortælling, som i sidste ende er en hyldest til sort kultur – pakket ind i en nyfortolkning af The Lion King med historien om en dreng, der skal overtage magten efter farens død ved hjælp af sine forfædre, nu portrætteret af Beyoncé.

Så står hun der, på en fucking strand

Det er med store armbevægelser, Beyoncé skyder Black Is King i gang: ”Mufasa” snakker om livets store kredsløb, mens en Moses-lignende kurv snor sig gennem vand. Og der står hun. Majestætisk, klædt i hvidt, på en fucking strand. Med et barn. Den altfavnende moder. Og så krydsklippes der ellers i ét væk, fra det ene smukke motiv til den andet, mens Beyoncé synger ”Bigger” og fraserer, som gjaldt det livet. Og jeg bliver helt stakåndet, og det er også lidt corny, men for fanden, hvor er det også smukt og vedkommende i disse Black Lives Matter-tider.

”Bigger”, ”Find Your Way Back”, ”Otherside” og “Mood 4 Eva” er nogle af de skæringer, hvor Beyoncé lyder mest som sig selv, og hvor der er mindre Simba ind over. Men ellers er der pænt meget historiefortælling i kronologisk orden, hvor Black Is King følger The Lion King. Og det er ok, men jeg forholder mig mere til selve numrene end løveungens vej fra barn til voksen. Hvis du har lyst, kan du læse hele plottet på Wikipedia.

KONGE medspillere

Hvad der er mere interessant, og som jeg elsker, er, at der er plads til andre end hovedpersonen i Beyoncés univers. ”Find Your Way Back” er en imponerende popsang med smukke fashion statements og visuals, sindssygt tjekket koreografi – og plads til, at en ikke videre kendt, ung producer ved navn Bubele Booi, som går på universitetet i Cape Town, har en rolle i produktionen. Som i ”Keys to the Kingdom,” hvor der gives plads til, at den nigerianske sangerinde Tiwa Savage faktisk synger hele nummeret alene, med rapsekvens fra Mr. Eazi. Sådan!

”Don’t Jealous Me” er et andet godt eksempel, hvor de nigerianske musikere Tekno, Yami Alade og – igen – Mr. Eazi stjæler showet fuldstændig – sikke da en kæmpe tune og en klar indikation på, at jeg simpelthen ikke hører nok nigeriansk afropop. Eller malinesisk, for den sags skyld, som er repræsenteret med sangerinden Oumou Sangaré på “Mood 4 Eva”. Og nigeriansk igen, når fænomenale Burna Boy outshiner Queen B på ”Ja Ara E.” Det stopper i dag!

Også den unge sangerinde Jessie Reyes fra Canada er værd at nævne på den korte-men-gode ”Scar”. Her savner jeg faktisk albumversionen, hvor den amerikanske, kvindelige rapper 070 Shake også er med på skæringen. Og så er der selvfølgelig single-bangeren ”Already”, hvor den ghanesiske Shatta Wale komplementerer Beyoncé og Major Lazer, og ”Brown Skin Girl”, hvor B får besøg af nigerianske WizKid og amerikanske SAINt JHN.

Emotionel rutsjebanetur

“History is your future” er en stærk sætning i denne kontekst. Men der går altså også lidt inspirational-quote-på-væggen-hjemme-hos-Hanne-i-Køge i den, når Beyoncés voice-over proklamerer, at: “The journey is a gift / Something to offer at the door to the rooms of your mind.” Faktisk tager jeg mig selv i at zone ud, når de her sekvenser mellem numrene kører. Måske er det, fordi jeg er for hvid og privilegeret og har en kulturarv, som i 16. led måske går et smut over Øresundsbroen, men så heller ikke længere. Jeg ved det ikke.

Hvad jeg til gengæld ved, er, at jeg får kriller af Løvernes Konge-voice-over i løbet af Black Is King. Jeg er SÅ over it med ”Hakuna Matata” og Rafiki, og jeg skal komme efter dig. Men efter at have siddet med knyttede tæer i hjemmearbejdeuldsokkerne kommer der pludselig en interlude med ”Mbube” (som vi også kender som ”The Lion Sleeps Tonight” og, hrm, ”Vimmersvej”) i den version, som bliver brugt i starten af Coming to America – en film, som huser noget af min absolutte yndlingsfilmmusik. Hej, emotionelle rutsjebanetur, hvor jeg ikke kan bestemme mig for, om Beyoncé er super cringe eller super nice.

Nice, når hun genbruger scener fra Coming to America og faktisk viser, at hun har lidt humoristisk talent. Cringe, når hendes mand igen-igen skal fylde i billedet på noget, hvor jeg ikke har behov for hans nærvær. Og så ser jeg det fuldstændig overflødigt, at Pharell skal fylde på ”Water”, når den camerounske sanger Salatiel sagtens kunne være eneste mandlige modstykke på nummeret. Også lidt cringe med ”Spirit”, det nummer er bare ALT for Disney og hører mere hjemme på soundtrack end her.

POWER

Når de woke mænd kan sidde og være lidt misundelige på al den kvindelige power og på det sammenhold, vi kvinder har lige nu, qua Me Too og Sofie Linde og underskrifter, forstår jeg dem nu. For jeg sidder med samme følelse; sorte kvinder, som stormer frem, holder sammen og løfter hinanden. Dét er fandeme power. Respekt. Jeg taler selvfølgelig om ”My Power,” hvor Beyoncé igen giver plads til en række fantastiske kvinder (Moonchild Sanelly, Busiswa, Tierra Whack, Yemi Alade og Nija), som viser, hvor skabet skal stå.

Jeg har det lidt svært med storkapitalismens indryk i populærkulturen. Og Disney og Beyoncé ER bare nogle små (store) kapi-svin. Derfor er det virkelig rart, at Beyoncé giver sin platform til kunstnere, som for det første fortjener det, men som også giver dette visuelle album en kant, som bare ikke kan komme fra Beyoncé alene. Fire stjerner til Beyoncé og hendes evne til at skabe rum og platform, og den sidste stjerne til alle de dygtige kunstnere, hvis stemmer bliver kommercielt kendt nu. Fedt, tak, B, jeg skal lave mig en liste med nigeriansk afropop nu.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA