x
Bon Jovi: 2020

Bon Jovi
2020

Overraskende genfødsel med indigneret harme

GAFFA

Album / Island
Udgivelse D. 10.02.2020
Anmeldt af
Keld Rud

Der er flere overraskelser på det 15. album fra den amerikanske rockinstitution Bon Jovi. Bandet fremstår musikalsk fortsat som Bruce Springsteens lærlinge i en hårdere rockende udgave. Bon Jovi har lært at stykke sange og melodier sammen ved at kigge The Boss godt og grundigt efter i kortene, og på 2020 går de skridtet videre. Som Springsteen på The Rising bearbejdede USA's traume oven på 9/11, tager Bon Jovi de mange kriser, der har ramt Amerika i 2020 under behandling på nærværende album. Teksterne er dermed langt mere politiske på dette album end tidligere udgivelser fra Bon Jovis hånd. Og med de noget alvorligere emner, der er omdrejningspunktet for mange af sangene, er tonen også langt mere dyster.

Selvom forsanger og bandleder Jon Bon Jovis stemme i de senere år har gennemgået en tydelig forandring, lyder mere slidt og ikke er nær så spændstig, som da bandet oplevede sin storhedstid, er den ikke så medtaget, at det hæmmer foretagendet. Enkelte steder er det mere tydeligt end andre.

De ti sange falder groft betragtet i to kategorier. Der er energiske rocknumre med store refræner. Dem er der fire af. Dermed udgør de en minoritet af sangene. Ikke desto mindre er de sjældent veloplagte og får tilført albummet en tiltrængt saltvandsindsprøjtning, de steder, de dukker op. Albumåbner “Limitless”, “Beautiful Drug”, “Let it Rain” og “Brothers in Arms” kan sagtens stå oprejst ved siden af Bon Jovi-klassikere som ”It’s My Life” og ”Keep the Faith”. Det er sange uden svinkeærinder. Omkvædene sidder i skabet uden at virke forcerede eller kalkulerede.

De øvrige seks sange er mere eftertænksomme sager, hvor den akustiske guitar ofte leder slaget som på den sørgende ”Lower the Flag” og ”American Reckoning”. Begge gør det blodige regnskab op for de seneste år i USA. Førstnævnte adresserer skuddrab og den amerikanske våbenlov blandt andet med linjerne: ”Maybe we start to die on the day that we’re born but we deserve to live life in between.” Mens sidstnævnte handler om systemisk racisme og politivold.

Det klæder Bon Jovi at have et ærinde, og bandet har ikke været så konsistente på et album siden Keep the Faith fra 1992. Der er ingen af de mange deciderede fejlskud, der har martret mange af Bon Jovis album i de senere år, og de 48 minutter virker ganske helstøbte. Og jeg må blankt erkende, at det er mange år siden, at jeg har lyttet til et Bon Jovi-album og rent faktisk nydt det.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA