x
Jeg vil dø ved Peter Peters sø

Bleeder, Bremen Teater

Jeg vil dø ved Peter Peters sø

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Jeg havde på forhånd lovet mig selv, at jeg ikke ville nævne SS-ordet i denne anmeldelse. Og jeg havde heller ikke tænkt mig at nævne flere referencer til alle mulige andre navne. Men tiden gik! Jeg skulle have anmeldt Bleeders anden koncert på Alice, men den konstante pandemi slog for alvor fast i Danmark lige præcis dér, og først nu var det muligt at skyde anden koncert af. Oprindelig en kort koncertrække, som skulle markere de 25 år, der er gået siden Bleeder udgav debutsinglen "Knucklehead"/"Jeg skal dø ved Arresø", som stadig er en brutal magtdemonstration i uafrystelig støjpunk, den dag i dag.

Men tiden gik med corona, og efter en fandens asen og masen fandt Bleeder endelig scenen på denne dag – hvor mange restriktioner igen indfandt sig i de danske sind, eksekveret af et pressemøde, som undertegnede var vidne til, kort inden jeg drog mod Bremen. Jeg kan forestille mig, at jeg ikke er den eneste derude, der er ved at være godt træt af samtiden, og at vi ikke kan få rocket blodet i gang på koncertstederne, lige som vi kunne engang. Hold kæft der var meget, vi tog for givet – hva'?

Allerede halvt inde i koncerten fornemmede jeg, at Bleeder ikke bare skulle markere et udgivelsesjubilæum. Nej! Måske var bandet den første og sidste mulighed for rigtig mange for at få stillet en sult, før det igen bliver umuligt at få en fadøl i hovedstaden. En sult efter god gammeldaws no bullshit smadrerock med fokus på guitaren, som det sidste lys fra en tid, der lige så stille flyder bort fra os, som sand mellem fingrene.

Så er det sgu heldigt, at Bleeder i bund og grund er Peter Peter.

Og her overvejede jeg at stoppe anmeldelsen, da Peter Peter Schneiderman for mange (læs anmelderen selv) er en af de mest sublime, originale og anarkistiske musikere på den danske rockscene. Ud over at han er en af landets bedste – og mest kreative – guitarister, har han også en aura af ”no bullshit” omkring sig, som mange (læs anmelderen selv) har meget stor respekt for. Dette viste han, da han forlod et andet orkester, da de blev for kommercielle.

Men han viste det også i aftenens sammenhæng, hvor han uden tvivl var frontfigur, men lod de andre musikere få plads, mens hans publikumskontakt kunne opsummeres med få replikker, som eksempelvis et kort: ”Tak skal I ha’”. Vel at mærke var det halvt inde i koncerten. Og det er altså ikke, fordi manden er beskeden. Det er fordi, manden er Peter Peter. Og sådan er det.

Med sig på scenen havde han to andre guitarister, en bassist, en trommeslager, en fyr der slog løs på noget, der lignede et gennemtæsket panserskjold samt Povl Kristian på keyboard og en sublim Peter Kyed på elektronik. Der var hermed spændt op til en grotesk mur af larm, da Bleeder åbnede med ”Good Evening Song”. Så er det sgu alligevel lidt svært at nævne det andet orkester, når nu sangen er en lettere uptempo kraut-version af den sagnopspunde sang ("Eveningsong") fra Under en sort sol.

Men jo – Peter Peter tør godt stå ved fortiden, selvom han selv hader alt, bandet lavede, efter de tog navneforandring fra det ene til det andet. Derfor er det også interessant, at Bleeder inviterede Elias Bender Rønnenfelt fra Iceage på scenen til at synge to numre, hvor ”Marble Station”, som også er fra Under en sort sol, stod stærkest. Når nu man ikke kunne få Steen Jørgensen – og nok aldrig får det – så var Rønnenfelt alligevel et fint alternativ, og han udførte det melodramatiske sangforedrag til en fin bestået karakter.

Ellers var aftnenens vokalist i skysovs Peter Peter, som egentlig gør det fortrinligt som forsanger. Især sangene fra den skamfuldt oversete Sunrise (2004) stod klart i aften, og der blev delt rundhåndet ud fra den plade. En langt mindre anarkistisk og ubehagelig lydoplevelse, end man kunne have regnet med fra Bleeder, men numrene blev alligevel leveret med en rå pondus, med masser af krop og attitude, der ikke mindst skyldtes Peter Peters guitarspil, der stadig er helt sublimt.

Da jeg var fem-seks år gammel, sad jeg et sted mellem Vejle og Billund hos min bedsteforældre og tegnede sammen med min far. Pludselig begyndte vi at tale om musik. Min bevidsthed om musik var noget i retningen af Kylling, der dansede step med svømmefødder til "Molodi" og Mek Pek, der truttede i et horn og sang sange om frække aber med lange haler.

På en eller anden måde begyndte min far at tale om det andet orkester og nævnte, at de havde en guitarist, der hed Peter Peter, som kunne få sin guitar til at lyde som en motorsav. Den udmelding har printet sig ind i min hukommelse, og da jeg mange år senere hørte åbningsriffet fra ”Siggimund Blue” for første gang, forstod jeg min far. Måske mere end nogensinde før.

Samme sætning gav genlyd denne aften, og hold kæft mand hvor gør det ondt, når manden først giver los! Hvordan bunden fylder i den medrivende rockbasker ”Amber Green”. Hvordan diskanten spiller mod resten af lydbilledet på den postrockede soundtrack-basker ”With Blood On My Hands”, og hvordan den får lov at fylde på den radioværdige ”Memories Open Fire”.

I det hele taget er Sunrise godt repræsenteret, og det er virkelig rart, at disse sange får nye ben at gå på. Povl Krisitian på Mike Garson-klaver og Peter Kyed på elektrolarm bør også fremhæves, især sidstnævntes mur af feedback på den nærmest farlige ”It’s Just a Game”. Virkelig fedt.

Publikum blev dog urolige i løbet af koncerten – måske fordi sangene fra Sunrise alligevel er lidt mere introverte og støjende på en artsy måde, end det rockhungrende publikum vil have. Så ”Sister Culture” fra den nervepirrende debut Psycho Power kom da også og rev hele Bremen fuldstændig fra sans og samling. Når Peter Peter og Bleeder endelig blev hårde, var det som at få et frontalt spark direkte ind i nervesystemet. Og det er sågar med en mudret lyd taget i betragtning.

”Sky Hook Calamity” smadrede også derudad, med Peter Peter på en ukarakteristisk (men utrolig smuk) Telecaster, og skruede op for den helt store glaminspiration, der konstant ligger og lurer i baggrunden i Bleeders lydunivers. Et sublimt højdepunkt. The Who-coveret  ”Armenia City in the Sky” lukkede hovedsættet, og det lød da fint, men jeg så egentlig ikke den store grund til covernumre, når Peter Peter har så meget at hente fra eget katalog. Nuvel! Det er klassisk protopunk og helt sikkert noget, han selv har stående i den gigantiske pladesamling.

Nu var stemningen på kogepunktet. Eller så meget den kan være, når man sidder i en teaterstol, og baren lukker kl. 22. Og Peter Peter tog det rigtige valg, da han, og Bleeder, gik på scenen og åbnede ekstranumrene med den artpunkede ”Ice-Age for a While” fra Under en sort sol, som nærmest blev et uhyre, med de tre guitarer og Peter Peters væsentlige vredere, punkede vokal. Der er langt til den unge Jørgensens Ian Curtis-jam fra det ellers fantastiske nummer på originalen. Og så fik vi den utilpassede fuck-af-duo af ”Jeg vil dø vil Arresø” og ”Knucklehead” som det absolutte punktum, med en vanvittig, ond råhed. Ingen nævnt, ingen glemt. Kan I have en god aften og fuck af.

Man kan måske diskutere, om Bleeder var for tighte og kontrollerede. Man kan også kritisere lyden på Bremen, der gjorde, at Peter Peters vokal tit var ved at dø i den skurrende støj af bandet. Man kunne også blive helt latterlig og mene, at bandet ikke spillede nok fra Psycho Power. Men min aften er perfekt opsummeret midt i ”Knucklehead”, hvor Peter Peter gjorde tegn til lydmanden om, at han skulle skrue op, mens bassisten i få sekunder slap bassen for at holde sig for ørerne. Tak for at rocke min aften, inden jeg bliver mumificeret i mundbind. Bleeder rocks!

Sætliste:

1. Good Evening Song (Sods cover)
2. Amber Green
3. Memories Open Fire
4. You Should Smile But You Cry
5. Men Behind the Moon
6. Silver Birch (Del Shannon-cover)
7. Marble Station (Sods cover)
8. With Blood on my Hands
10. Your Little Booties
11. Lovers Anonymous
12. It's Just a Game
13. The God of Odd
14. Sister Culture (Before-cover)
15. Bleeder's Guild
16. About People and What they Do
17. Sky Hook Calamity
18. Armenia City in the Sky

EKSTRA:
19. Ice-Age for Awhile
20. Jeg skal dø ved Arresø
21. Knucklehead

Lineup:

Peter Peter (guitar, vokal)
Bjørn Banke (guitar)
Mads Saaby (guitar)
Kaspar Luke (bas)
Povl Kristian (keys)
Peter Kyed (synth)
Mads Folmer Richter (trommer)
Rune Thøgersen (percussion)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA