x
The Smashing Pumpkins: Cyr

The Smashing Pumpkins
Cyr

The Smashing Pumpkins anno 2020 har blikket rettet fremad

GAFFA

Album / Sumerian
Udgivelse D. 27.11.2020
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Her 25 år efter udgivelsen af det karrieredefinerende magnum opus Mellon Collie and the Infinite Sadness er tre fjerdedele af det originale Smashing Pumpkins tilbage med endnu et dobbeltalbum. Med tankerne på, hvor fremragende forrige udspil – og første egentlige comebackplade fra et band, der atter indeholder Jimmy Chamberlain og James Iha – var, synes der ingen grund til ligefrem at sætte forventningerne lavt.

Når det så er sagt, er Cyr trods lighederne i artworket et ganske andet bæst end Shiny and Oh So Bright… Og det er ikke kun på grund af, at storværket her indeholder 20 sange over for forgængerens otte. Selve lydbilledet er så markant anderledes, at man, hvis ikke det havde været for sangskrivningen og Corgans umiskendelige vokal, kunne forledes til at tro, der var tale om to forskellige bands.

Med tanke på, at det netop er en ikonisk guitarist og trommeslager, der er tilbage i græskarfolden, fylder synths og trommeprogrammeringer påfaldende meget på Cyr, der er overvejende elektronisk i sit udtryk. Dog uden at give kald på hverken nerve, nødvendighed eller stærke sange. Det kan med andre ord godt være, det er de gode gamle holdkammerater, der er tilbage i bandbussen, men chefarkitekt Corgan har i producerstolen haft blikket stift rettet fremad og nægtet at gøre foretagendet til et nostalgi-act. Den kreative glød er intakt.

Billy Corgan brillerer fortsat som sangskriver, og albummets numre gløder betagende i deres vekslen mellem maskinkold indpakning og varme korstemmer fra Katie Cole og Sierra Swan. En absolut klædelig tilføjelse til Pumpkins’ udtryk, der så småt begyndte på ”Knights of Malta”, men gerne må finde vej til fremtidige udgivelser. De bløder det lidt op, når Billy Boy bliver lidt for skinger.

Der løber en umiskendelig rød tråd gennem Cyr, og den voluminøse mængde af sange har på grund af den stringente produktion en tendens til at flyde sammen, men det lønner sig efter en håndfuld gennemlytninger, og så begynder de små nuancer at skinne igennem, og de enkelte sange træder for alvor i karakter. Så hvis man kan se lidt bort fra playlisterne for en stund, fortjener det strømlinede og helstøbte værk faktisk at blive hørt i sin helhed.

The Smashing Pumpkins anno 2020 har tydeligvis masser at byde på, og det siger noget om Corgans evner som sangskriver, at man sidder tilbage med fornemmelsen af, at sangene her sagtens kunne begå sig i både akustiske versioner med pedal-steel og violin eller svøbt i frådende guitarer. Der skulle ifølge Corgan selv være endnu et Pumpkins-dobbeltalbum lige på trapperne – en art opfølger til de to Machina-albums. Så helt færdig med fortiden er han tydeligvis ikke. Dog er det sikkert, at vi ikke kan vide, hvad vi kan forvente os. Men altså, hvis han og bandet forår at holde kadencen rent kvalitativt, så kan man roligt glæde sig. Og heldigvis kan ventetiden jo passende udfyldes med at komme ind på livet af Cyr.

Et modigt og vedkommende udspil fra et vedvarende visionært band, der nægter at gentage sig selv.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA