x
CS Nielsen: Pilgrims

CS Nielsen
Pilgrims

Pilgrimsruten hjem

GAFFA

Album / Kørfirs Records
Udgivelse D. 04.12.2020
Anmeldt af
Christoffer Henneberg

Den danske sanger og sangskriver CS Nielsen (f. 1977) fra Samsø har hen over tre kritikerroste album etableret sig som den i både bogstavelig og overført forstand dybeste stemme på den danske americanascene. Nielsens udgangspunkt er nok amerikansk, men den eksistentielle appel i sangene er universel og i deres livtag med det, Dostojevskij kaldte ”de forbandede spørgsmål” har de lige så meget til fælles med, lad os sige, Nick Cave og Leonard Cohen, som de har med Johnny Cash og Townes Van Zandt.  Sangene refererer næsten lige så ofte til europæisk højkultur, som de gør til amerikansk folklore: Rimbaud og Baudelaire spøgte på forgængeren Jericho Road; Rilke på det nye album.

Af de tre foregående album står Jericho Road fra 2016 stærkest. Det nye album, Pilgrims, er velproduceret og holder et højere bundniveau, men mangler måske lidt sange, der kan matche svimlende højdepunkter fra forgængeren som ”Twentieth Century” og ”Snake Handler”. Men mindre kan også gøre det, og hvad Pilgrims mangler i højden, har det til gengæld i bredden, i variationen og spændvidden.

Åbningsnummeret ”Judges 19” er svært ikke at lade sig gribe af. Først og fremmest fordi det er lykkedes at få en sang ud af så modbydeligt et forlæg, som Dommerbogens kapitel 19 i Det Gamle Testamente må siges at være. Omkvædet skal nok give et par lyttere kaffen galt i halsen rundt omkring i de små julehjem: ”Slice her ravaged body in twelve / Distribute her to all of Israel / Deliver up her innocence / Limb by limb / To a greedy world of sin / To a needy world of sin”. Men også fordi det har en forbandet flot produktion med dramatiske gysereffekter fra Johnny Stages hånd. En imponerende åbner, der har potentiale til at blive en gotisk nyklassiker.

Næste nummer, ”Every Day I Aim (But Most Days I Miss)” udforsker et et mere velkendt og hjemligt terræn.  Ligesom i førnævnte ”Snake Handler” fra forgængeren bruges bibelstoffet her til at give vægt til skildringerne af privatsfærens og parforholdets udfordringer: ”I reach for your heart / My holy grail / Every day I try / But most days I fail”.

”Holy Ghost Building” fortsætter fint i dette hjemadgående spor, og man fornemmer i det hele taget, at albumtitlens pilgrimsrute ikke peger ud, men snarere hjem, mod ægteskabets pagt og familielivets hellige gral: “Well it’s just another workin’ day / Another quarrel at the breakfast table / About a mortgage on the old farm that’s hard to pay / How we must scrimp and save when we’re able”.

Mest aktuel af sangene lyder ”Sinner Man”, en gammel negro spiritual, der er opdateret til vores fremmedgjorte tid og har direkte appel til den aktuelt stærkt udfordrede samfundsborger i os alle: ”Civil man where you gonna run to / Civil man where you gonna run to / To the city hall where the word is free / To the hallowed grounds of democracy / Glory my oh glory me It’s all crumblin’ don’t you see”. Igen her er der tale om en effektiv produktion fra Johnny Stage, ligesom korsangerne SALEM også virkelig kommer til deres ret.

Alvoren punkteres for en stund i den muntre ”Alright No How”, der udgør et tiltrængt comic relief, mens den statelige klaverballade ”Of What One Can Not Speak” ikke lyder som noget, man har hørt før hos Nielsen og er et godt eksempel på albummets musikalske rækkevidde. Overhovedet er der vel ikke et dårligt nummer med her, om end det gentagne memento mori i ”Fool” bliver lidt knugende i længden i denne lytters øre.

Det hele slutter meget passende med en opstandelsessang, ”Rebel Song”, hvor faderens spøgelse på fornem vis manes frem ligesom på Jericho Road og således sætter et værdigt punktum for en samling sange, der er musikalsk varierede, men samtidig fremstår meget tematisk sammenhængende. Man føler sig beriget efter endt lytning og privilegeret over at have været med på denne pilgrimsfærd, hvor Nielsens brede, eksistentielle appel er tydeligere end nogensinde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA