x
Arctic Monkeys: Live at the Royal Albert Hall

Arctic Monkeys
Live at the Royal Albert Hall

Et fuldendt livealbum

GAFFA

Album / Domino
Udgivelse D. 04.12.2020
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Koncerter? I kan godt huske dem, ikke? Masser af mennesker, tæt sammen foran en scene, hvor et band eller en solokunstner spiller? Nogle gange er det godt, nogle gange lunkent, og så er der de gange, hvor det bare er helt suverænt. Særligt sidstnævnte kan være svært at fange i en liveoptagelse, men det lykkes utroligt godt på denne 2018-optagelse af Sheffields stolte sønner fra Arctic Monkeys. Historien bag er, at koncerten er fra bandets første turné i mere end tre år, kommer i forbindelse med albummet Tranquility Base Hotel & Casino og bliver spillet til støtte for War Child-organisationen.

Alex Turner i front har en nuanceret og potent vokal og masser af charme, når han med affekteret, Elvis-klingende stemme flirter med samtlige 5000 publikummer i lokalet. Og bag sig har konstellationen Helders/Cook/O’Malley hans ryg med usvigelig sikkerhed, lige fra den tilbagelænede ”Four Out of Five” åbner til den råt indierockende ”R U Mine?” lukker ballet halvanden time senere. Da Liam Gallagher tidligere på året indhentede sin tabte MTV Unplugged, røg 40 procent af numrene, da koncerten blev udgivet. Sådan er det ikke her. Alle 20 numre får man, og det er, overraskende, ikke ét for meget.

Det er rørende at høre publikum synge med på starten af ”505”, der så bare udvikler sig til det noget nær perfekt producerede livenummer. Hvert instrument står krystalklart, får lov til at fylde, og Turners vokal i front skinner. Det er næsten, så man kan høre træet på Royal Albert Halls vægge sukke af velvære. At sangen, ligesom ”Do Me a Favour”, der følger et nummer senere, stammer helt tilbage fra Favourite Worst Nightmare og alligevel stadig passer elegant i et Arctic Monkeys-sæt anno 2018, understreger, hvor stærk sangskrivningen er. De kan bære, at tempoet bliver sænket, og guitarerne får en anden klang, uden at de mister noget. Tværtimod.

På den måde fletter nye og gamle Arctic Monkeys-numre sig uproblematisk ind mellem hinanden, og selv ”Don’t Sit Down ’Cause I Moved Your Chair”, det enlige nummer fra gøgeunge-albummet Suck It and See, får sin helt perfekte plads lige før karrierestarteren ”I Bet You Look Good on the Dancefloor”, hvor man igen næsten kan mærke gulvet gynge. ”Knee Socks”, hvor bas og 70’er-vibrerende synth får lov til at spille op imod hinanden under en drillende lang intro, inden nummeret folder sig langsomt ud som det perfekte sleazy natklub-nummer, er noget nær live-perfektion. Sammen med ”Why Do You Only Call Me When You’re High” og det høj-oktane ekstranummer ”The View from the Afternoon” står det som højdepunkt på højdepunkt. Det er Sheffield teenage-energi, cool 60’er-croon og Las Vegas-glamour i en og samme pakke.

Et livealbum, der både fungerer som greatest hits, formår at videregive liveoplevelsen og samtidig magter at besjæle numrene, hvert og et, så de lyder genkendelige og alligevel miles fra deres albumversioner. Og så er det indspillet for velgørenhed. Det kan ikke blive meget bedre.

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA