x
Eminem: Music To Be Murdered By: Side B (Deluxe Edition)

Eminem
Music To Be Murdered By: Side B (Deluxe Edition)

Blandede julegodter fra Onkel Eminem

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 18.12.2020
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Da jeg var barn, kunne man i løbet af december flere gange være at heldig, at man rendte ind i selveste julemanden – i børnehaven, i butikker eller til diverse offentlige arrangementer. Nogle gange (eller... faktisk langt de fleste gange) havde julemanden slikposer med til os børn, og sådan en papirspose, som man forventningsfuldt flåede op, havde altid et blandet indhold, så der var noget, alle kunne lide. Jeg var glad for vingummi og lakrids, men hadede klejner, iskonfekt og vederstyggeligheden ”flæsk” (en fæl type geléagtig vingummi med sukkerdrys).

Samme type blandede indhold finder man på følgende pose godter fra vores allesammens gavmilde og arbejdsomme onkel Eminem, der været ude med en tidlig gave i julesokken i form af næsten en times ny musik. Numre, der af en eller anden grund ikke har fundet plads til et selvstændigt album (eller i hvert fald et album med en selvstændig titel), men i stedet er udgivet som en art appendiks til Music to be Murdered By fra starten af året.

Der er mildest talt sket meget, siden det album landede tilbage i januar, og at Eminem tager emner som George Floyd-drabet, mordet på King Von og naturligvis den verdensomspændende coronapandemi under behandling viser, at der ikke bare er tale om overskudsmateriale fra indspilningerne af det oprindelige album, men derimod en samling helt nye sange.

Materialet på Side B matcher kvaliteten af forgængerens – på godt og ondt. For selvom Eminem mest af alt lyder som om, han har det pissesjovt med at gøre det, han er bedst til, er albummet som helhed frustrerende ufokuseret. For eksempel er man kun lige kommet igennem det sublimt producerede albumhøjdepunkt ”Gnat”, før man skal belemres med den uskønne stadionrap på ”Higher”. Og det kan simpelthen være dræbende at skulle trækkes med et håbløst omkvæd efter et underholdende vers, der sidder lige i skabet, som tilfældet for eksempel er på ellers fremragende ”Tone Deaf” og ”She Loves Me”.

Det klæder Eminem, at han ikke er bange for at give en undskyldning eller to, hvor de hører hjemme, og hvor den noget fortænkte modenhed, han flashede på Revival ikke rigtig fungerede, føles Rihanna-undskyldningen på ”Zeus” anderledes forfriskende og ærlig. I den anden ende af spektret er der (naturligvis) verbale lussinger til alle fra åbenlyse ofre som Machine Gun Kelly, 6ix9ine og Ja Rule over Snoop til Bon Iver. Teknisk er han stadig en uimodståelig blærerøv, og det er en fornøjelse at skovle underkæben op fra gulvet efter at have overværet de mange frontalangreb, albummet indeholder.

Andre gange er han som din fulde onkel (med en imponerende høj funktionspromille) til julefrokosten. Upassende og halvpinlig, samtidig med at det er svært at holde øjnene fra ham. Der er ingen, der har bedt om ordspillet ”I have an ear infucktion and I cun’t finger it out”. Jeez Em, du er bedre end det. Også selvom det sikkert (læs: forhåbentlig) skal være ironisk på sådan en dad-joke-agtig måde.

Han spyr stadig galde og rim som ingen anden, og det er interessant at høre ham filosofere over, hvad han skal gøre med sit talent på det her tidspunkt i sin karriere samt den flygtighed, der er i musikbranchen på ”Zeus” og tage mere alvorlige emner op på ”These Demons”. Det kan godt ske, han flere gange end godt er sætter din tålmodighed på prøve, den gode Marshall Mathers, men Music to be Murdered By: Side B (Deluxe Edition) viser, at han langt fra er pensionsmoden endnu. Nej, nu hvor du alligevel ikke skal i byen her i juleferien, så sæt dig roligt foran pejsen med en kop varm gløgg og lyt til en god historie eller 16 fra Onkel Em.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA