x
Autechre: PLUS

Autechre
PLUS

ANMELDELSE: Mere maskine til mørke måneder

GAFFA

Album / Warp Records
Udgivelse D. 28.10.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

Søskendealbum kan være en svær størrelse at have med at gøre. Bevares! For nørder som undertegnede er det da altid en rar oplevelse at modtage mere musik, hvis det første værk var af høj kunstnerisk kvalitet. Man vil jo altid gerne have mere af noget godt! Samtidig kan den slags ”sequel-albums” godt have en sær bismag af b-sider, outtakes og ekstranumre. Underforstået "bras, der ikke var godt nok til at blive udgivet i første omgang". Det er de senere år blevet en torn i øjet for mig, efter nok en deluxe-remaster-superduper-reversion af et eller andet sublimt album, der indeholder fire ekstra disks med Ringo Starr, der synger julen ind eller David Bowie der hoster ned i en spand.

Bedste eksempel på "søsteralbum", der virker, er dog Radioheads Amnesiac, der udkom i kølvandet på det skelsættende mesterværk Kid A. Pladen bestod netop af numre fra samme sessions, som bandet af den ene eller anden årsag ikke havde fået plads til på Kid A. Selvom mange stadig regner Amnesiac for en slags ekstradisk til Kid A, er det langtfra tilfældet. Pladen er langt mere intim, uregerlig og sangbaseret end den monumentale klassiker, den efterfulgte. Og selvom Amnesiac ikke er bedre end Kid A, er den stadig lige så vægtig og interessant ("Pyramid Song", "I Might Be Wrong", "Knives Out" og "Dollars & Cents" er på samme plade – come on!). Og dette gør sig også gældende med Autechres søsteralbum PLUS, der udkom blot tolv dage efter SIGN, som jeg netop har anmeldt.

Som man også kunne læse i denne anden anmeldelse, er SIGN en nuanceret, helstøbt og forholdsvis spiselig samling af tracks, som faktisk er ret atypisk for de senere Autechre-plader. Også på trods af denne plades timelange spilletid. Lige så lang er PLUS, der fra allerførste gennemlytning er langt mere spraglet, utilpasset og uregerlig. På mange måder er PLUS alt det, som SIGN ikke er, trods mange lydmæssige sammenfald.

Hvis du er en af dem, der som jeg savnede Autechres kreative brug af udsyrede cut-up-rytmer fra fordoms tid på SIGN, så skal du ikke være ked af det! Det er der masser af at finde på PLUS. Væk er de mere symfoniske og varme sequencer-forløb fra storesøsteren, og tilbage er de abrupte, glitchede støjflader og brugen af analoge, statiske lyde mod digitalt manipulerede støjforløb.

Dette kan især høres på pladens længste numre ”ecol4”, ”X4” og ”TM1 open”, der alle sammen er helt klassisk post-Tri Reptae Autechre og ligger sig tættere op ad den mere kaotiske og dekonstruerede klangverden, som vi møder på Confield, Untilted og Draft 7.30. På mange måder er det denne utilpassede, omskiftelige statiske elektricitet, som Autechre-purister kunne mangle på SIGN. Alle numrene udformer sig som manifester i maskinel, foranderlig tomgang, hvor små detaljer konstant farer ud fra det præprogrammerede ground zero.

Dette gør sig især gældende på den afsluttende, elleve minutter lange ”TM1 open”, der fremstår som en slags parodisk techno-tramper, hvor den dunkende stortromme konstant snubler over sig selv, mens et støvet Korg-klaver hele tiden forsøger at spille en melodi i baggrunden, blandet med stressende, statisk percussion. På mange måder lyden af en maskinmester, der har fået en tår over tørsten. ”The modular system has been drinking! Not me!”

”ecol4” og ”X4” er, på sin vis, to sider af samme sang, hvor snublende, smadrede rytmeforløb, bestående af lige dele osciallationer, hvid støj og reelle perkussive slag i maskintrommen blandes med udefrakommende synthflader og støj, der synes at lede efter en rød tråd i det utilpassede vanvid.

”ecol4” er en lille genistreg, fordi man fristes til at tro, at sangen aldrig ændrer sig fra sit stenede udgangspunkt, der lyder som lige dele antennestøj, atomfysik og forskruet konstruktionsarbejde. ”X4” er langt mere melodisk, hvis man da kan sige det, hvis det ikke havde være for en lyd, der mest af alt lyder som en cykelsmeds værste mareridt, mens en række vanvittigt highpitchede samples konstant vandrer fra den ene højtaler til den anden.

I det hele taget er det, som om PLUS er langt mere ufremkommelig og aggressiv end SIGN, og det klæder rent faktisk Autechre, efter SIGN, som på mange måder var en af karrierens mest homogene og følsomme plader. Og når de større manifester blandes med de kortere forløb, som laserkrigen på ”7FM ic” og den kolde ”marhide”, der minder om ’50’ernes helt tidlige lydkunst, så er PULS absolut et interessant bekendskab, selvom SIGN klart er mere formfuldendt og på mange måder vellykket. PLUS er en flimrende, filtreret rodebutik af kortslutninger og ødelagte ledninger, som du aldrig får ryddet op i. Men det fungerer sgu stadig.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA