x
Dee Gees: Hail Satin

Dee Gees
Hail Satin

Big Disco Energy i storswingende hyggeprojekt fra Grohl og gutterne

GAFFA

Album / RCA
Udgivelse D. 17.07.2021
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

En af de udgivelser, mange søgte efter med lys og lygte på årets Record Store Day ”drop 2” var Foo Fighters-udgivelsen her, hvor de under navnet Dee Gees på side et giver den som Bee Gees-tribute band og giver fem numre af Robin, Barry og Maurice (samt et enkelt af Andy) en overbevisende vridetur i FF-maskinen. Side to består af fem livenumre fra Medicine At Midnight.

Heldigvis kan albummet også streames, for man forstår godt efterspørgslen, idet man næsten ikke tror sine egne ører, når Dave Grohl, flankeret af sine stærkt og stramt spillende kumpaner, i øm og indlevende falset skinner som en diskokugle gennem ”You Should Be Dancing”, ”Night Fever”, ”Tragedy, Shadow Dancing” og ”More Than a Woman”. Versionerne lægger sig tæt op ad originalerne, og det kunne nu have været sjovt at høre Grohl brøle bare lidt igennem, eller Taylor Hawkins tæske lidt hårdere til trommerne hist og her, men når det så er sagt, er det svært ikke at mønstre et storsmilende tandsæt, der matcher brødrene Gibbs, når albummet ryger på.

Det kan måske nok føles lidt overflødigt, når nu Foo Fighters er forholdsvist begrænsede i forhold til at sætte deres eget aftryk på brødrene Gibbs sange, og den umiddelbare årsag til at smide Hail Satin på i forhold til en af original pladerne kunne måske nok være til at overse – hvis det altså ikke lige var fordi, det swinger som ind i helvede og deres fuldfede favntag med klassikerne er så forbandet medrivende. Det behøver ikke være stor kunst det hele, og kærligheden, spilleglæden og umiddelbarheden sætter sig i mellemgulvet og smilehullerne.

Liveversionerne af Medicine At Midnight-sangene ”Making A Fire”, ”Shame Shame”, “Waiting on a War”, “No Son of Mine” og “Cloudspotter”, der præger albummets side to, lægger sig i fin stemningsmæssig forlængelse af dansefesten fra side et, men er dog ikke diskoficerede udgaver, som egentlig havde været et fint træk og trukket udgivelsen som sådan i en mere interessant retning. Men skulle man efter endt afspilning af side et gå og ønske sig, at Foo Fighters gennemgik en fuld transformation til Bee Gees-coverband, bliver man mindet om, at de trods alt også selv er leveringsdygtige i medrivende materiale.

Alt i alt et solidt sensommersoundtrack, der går lige i plateauskoene.   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA