x
Jungle: Loving In Stereo

Jungle
Loving In Stereo

Den eneste feber, vi har brug for lige nu

GAFFA

Album / Caiola Records
Udgivelse D. 13.08.2021
Anmeldt af
Jens Dræby

Josh Lloyd-Watson og Tom McFarland har gjort det eneste rigtige med bandets tredje plade ved at udvide den ofte monotone lyd med lidt forskellige tilgange til funken på Loving in Stereo. I forlængelse af forrige album bliver diskokorsangen sat endnu mere til side med gæstevokaler og solosang. Et solidt gennemlyt afslører desværre også, at de nye forsøg måske skjuler, at gassen er gået af ballonen hos det sjælfyldte britiske luftskib.

Det er ret besynderligt, at den fransk-amerikanske rapper Bas pludselig lægger sine staccato-rim på "Romeo", der lyder meget som noget af det nye Avalanches med sine tydelige samples og Jungle-vokalen stort set fraværende. Det er særligt, fordi sangen følger i hælen på pladens bedste track, "All of the Time", der viser deres mesterlige evner som producere. Ligesom Lloyd-Watson gav bandet mere intimitet med sin nedtonede sang på "Casio", har de givet plads til, at Lydia Kitto, der normalt spiller keys til koncerter, leverer en himmelsk powerperformance over et tempofyldt track med samme energi som "Heavy, California".

Desværre er Loving in Stereo det hidtil svageste, når det kommer til tidløse ørehængere som "Busy Earnin'" og "Happy Man". Det nye album gør op for de manglende radiosmaskere ved nærmest at være en showcase for den delikate alsidighed, Jungle arbejder med, og det er ikke svært at forestille sig duoen producere for store og dyre projekter, eller at næste album blev et album helt og holdent med dygtige gæstevokaler. En sang som "Truth" formår at bevare Jungle-lyden, men samtidig tilføje et dragende element af surferrock. 

Modsat bliver "Goodbye My Love" til en uvedkommende sløj ballade, der ikke gør nogen mærkbar indsats for at passe ind på en Jungle-plade. Priya Ragu synger upåklageligt, men det er en skidt retning for bandet, hvis udtrykket bliver så poleret og kedeligt. Resten af albummet har dog rigeligt med grooves og små fine melodier, der bygger oven på universet med tyngde ved overordnet at lægge poppen på hylden. Det giver helt naturligt en lidt usammenhængende, men også ret spændende lytteoplevelse, især sammenlignet med debuten, der ved genlyt bliver ret så ensformig.

Det nye album kunne godt have været den sprudlende treer med flere tracks som "All of the Time" og færre nedtonede hyggeforsøg. Loving in Stereo er dog det afgørende bevis på, at bandet kan mere end at være den one-trick pony, de er blevet kritiseret for at være. Det nye Jungle er imidlertid ikke formet helt endnu, og som så mange andre strømlinede projekter er der en overhængende fare for, at lyden bliver mudret og ligegyldig i stedet for rå og vedkommende.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA