x
Manic Street Preachers: The Ultra Vivid Lament

Manic Street Preachers
The Ultra Vivid Lament

ANMELDELSE: Generations-terrorister med melankolsk kig i bakspejlet

GAFFA

Album / Sony
Udgivelse D. 10.09.2021
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

15 albums på samvittigheden, og stadig formår walisiske Manic Street Preachers at overraske og lave twists på både deres musikalske output og deres egen historie. Hvem havde for eksempel forventet, at de første to singleudspil fra et Manics-album ville lyde utrolig meget som ABBA?!

Det er nu engang tilfældet, og på mange måder er The Ultra Vivid Lament et nybrud for trioen, samtidig med, at det er et album, der fremstår som et dæmpet vue på en lang karriere med masser af genkendelighed.

”It’s Still Snowing in Sapporo” starter med et tilbagekig til bandets 1993-besøg i Japan, et land de har haft en løbende forbindelse til. Tjek videoen til “Motorcycle Emptiness” eller ”(I Miss the) Tokyo Skyline” fra 2013’s Rewind the Film. Og den type eftertænksom, let melankolsk nostalgi fylder rigtig meget på The Ultra Vivid Lament, selv albumtitlen kan man, med lidt god vilje, spore tilbage gennem bandets bagkatalog, til 1993-singlen "La Tristesse Durera (Scream to a Sigh)". Men det er ikke den tunge stadion-klingende rock, som waliserne typisk er leveringsdygtige i. Det er mere dæmpet. Mere introspektivt og velsagtens det mest guitar-lette album, hvis ikke i karrieren, så i hvert fald siden 2004s Lifeblood.

De to førnævnte svensk-klingende singler, ”Orwellian” og ”The Secret he had Missed”, er begge to elegante popperler – det er jo ABBA! ”Orwellian” har det for Manic Street Preachers typiske touch af både litteratur og politik, og så gnistrer tangenterne under James Dean Bradfields fingre. For første gang er et Manic Street Preachers album skrevet hovedsageligt på klaver fremfor guitar. og det er klædeligt. ”The Secret He had Missed”, en duet med Julia Cumming fra Sunflower Bean, cirkler om forholdet mellem Augustus og Gwen John, et walisisk kunstnersøskendepar fra starten af det 20. århundrede. Igen klassisk Manics-indhold fra Nicky Wires pen, og samtidig står sangen som en naturlig opfølger til duetten ”Dylan & Caitlin” fra bandets forrige album, Resistance is Futile, men er også et langt stærkere nummer.

Der er også lidt nabolands-svengali over ”Don’t Let the Night Divide Us”, men selvom der bliver stukket lidt til Boris Johnson og hans posse (”Don’t let the boys from Eton/Think that we are beaten), er det ikke et imponerende nummer, der lider under den lyriske klodsethed, som ind imellem marer Nicky Wires tekster. Linjerne overskrider melodiernes længder og tvinger Bradfield ud i uelegante temposkift. Generelt sidder albummets midte ikke lige i skabet. ”Complicated Illusions er for eksempel noget tung i melodien, og så er det temmelig aparte at høre et band, der i den grad har råbt på revolution, levere en linje som ”I defend the middle ground” – det er ikke dér, I er bedst, Manics!

Heldigvis vinder albummet momentum tilbage mod enden.  Her cirkler ”Happy Bored Alone om Nicky Wires besættelse af ikke at være rock’n’roll. Manden, der således var bannerfører for mottoet ”I Love Hoovering” og dissekerede sig selv på b-siden ”Mr Carbohydrate”. De tematikker forsættes over albummets mest kantede melodi. Nummeret ekkoer på den måde også, i både tekst og melodi, ”You’re Tender and You’re Tired” fra den helt store gennembrudsplade, ”This Is My Truth Tell Me Yours. ”Afterendinger en stærk lukker. Åbningslinjen går ”As the flags go down/The statues crack and drown/We clap for a crumbling state”, leveret sørgmodigt, men stadig med bid. Det er midaldrende melankoli, leveret af et band, der altid har balanceret mellem intellektuel overlegenhed og klassiske arbejderklassedyder. Mellem trangen til på én gang at please og provokere. Så tilgiver man selv den lidt bøvede lala-del af nummeret.

The Ultra Livid Lament er på alle måder et atypisk Manic Street Preachers-album, ligesom Lifeblood, Futurology og Rewind the Film har været det før. Ikke deres skarpeste, og langt fra deres mest kommercielle, og alligevel og ironisk nok deres første, der går nummer 1 på hjemmebane siden This Is My Truth Tell Me Yours for 23(!) år siden. Det siger noget om, hvor vitalt de tre walisere stadig står musikalsk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA