x
Albert: Albert

Albert
Albert

Kunsten at danse på egne ben

GAFFA

Album / Tabu Records
Udgivelse D. 19.11.2021
Anmeldt af
Jens Dræby

Selvom det ikke er verdens mest idiosynkratiske lyd, som Magnus Albert Wanscher har lagt for dagen, må de fleste Benal-fans nok føle sig hjemme allerede på solodebutens andet track, "Kids". Det er upbeat optimistisk og mørkt, varmt og intimt på samme tid. Det er en positiv stemning på klubben, som noget man snildt kunne danse til uden euforiserende virkemidler. Det vigtigste er naturligvis, at bare fordi det er genkendeligt, er det ingenlunde Benal minus Benjamin.

Med en forudgående udgivelse af "Last Night" kunne man snildt forvente den mere sikre og gængse producerplade, hvor nye stemmer som f.eks. Kidds skæve cockney bliver afprøvet på udvalgte beats. Sandheden er heldigvis den, at Albert er den ubestridte hovedperson på egen plade og projektet bliver dermed nært beslægtet med Disclosures udgivelser, der ubesværet fletter meget genkendelige vokaler ind i et festligt, men helt specielt univers. Ud over Kidd møder vi Phlakes Mads Bo på "U Good", Fribytterdrømmes Lau Pedersen på "The Come Up" og "Repetition" samt en næsten ubemærket Tobias Rahim på "Monogamia" og "Panama Red". Man skal dog ingelunde forvente hits fra Albert, og det giver al mulig mening, at gæsterne ikke står skrevet som features. De er for det meste værktøjer mellem Alberts fingre.

De deciderede sange eller spoken word-stykker med henholdsvis Mads Bo og Kidd stikker ud fra den typiske trance, man altid finder sig i på tempofyldte elektroniske plader, og de pludselige skift fra den stemningsfyldte og nedtonede "Panama Red" til "Last Night"s taktfaste fire slag på stortrommen skærer for meget i den gennemførte lytteoplevelse. I det hele taget bliver det alt for meget en gimmick at lade Kidd snakke af sted med sin britiske dialekt. Vel er han født i Skotland, men det siger en del om Albert, at han ikke bare bruger en anden skotsk stemme, men specifikt én, som lytterne kender i en lidt anden sammenhæng.

Albummets højdepunkt må være den hidsigt galoperende latin house-ting "Monogamia". Det er en fryd at blive revet rundt mellem et monotont gentaget sample og så det overskrålet spanske, som blev verdenskendt med Daddy Yankees "Gasolina". Kontrasten mellem det afrundede beat og den afsindige vokal, der må formodes at komme filtreret fra Tobias Rahim, gør nummeret til en overgearet og blæret lytteoplevelse, der varer lige så lang tid. som den behøver.

Til sidst på pladen, hvor numrene med Lau indtræffer, er det, som om Albert har lånt lidt fra mange sider fra Fribytterdrømmes maksimalistiske drejebog, og numrene bliver, modsat i starten af albummet, simpelthen for lange. Det grelleste er det næsten fem minutter lange "The Come Up", hvis rendyrkede ulmende techno først og fremmest ikke matcher udgivelsens lette personlighed og dernæst lader tvivlen omkring Alberts principfasthed skylle ind over lytningen. Den lidt sære lukker "Repitition" med sin surf house er også en tand for lang og gør det entydigt, at solodebuten er mere leg og eksperiment end kunstnerisk ambition. Produceren og musikeren Albert er dog helt og aldeles kommet for sætte sit præg på en fyldig gren af den danske musikscene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA