x

Shawn Colwin
Whole New You

Shawn Colwin: Whole New You

GAFFA

Album / Columbia / Sony Music
Udgivelse D. 26.04.2001
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Der er sket store forandringer i sangerinden og sangskriveren Shawn Colvins liv gennem de sidste par år. Ægteskab, barn og en helt ny opfattelse af livet har ladet mange følelser passere gennem tankerne, og på grundlag af det har Shawn Colwin skrevet et par håndfulde sange. Samlingen har med rette fået titlen Whole New You. De fleste af numrene er positive små lyse hverdagshistorier, hvor Shawn Colvin virker fuldstændig afklaret, helt anderledes end på forgængeren, den noget dystre A Few Small Repairs fra 1996. Whole New You er som forgængeren blevet til sammen med den musikalske sparringspartner og producer John Leventhal, der ypperligt forstår at klæde Colwins sarte sange fløjlsblødt på. Inderligheden lyser ud af numre som A Matter Of Minutes, Another Plane Went Down og den sørgmodige Roger Wilco, der beviser, at denne fine sangskriver er i en klasse for sig, mens Anywhere You Go og titelnummeret med stort poptække gør knæfald for et større publikum. Whole New You er en personlig optur for Shawn Colvin og bør placere hende ved siden af kollegaer som Aimee Mann, Suzanne Vega og ikke mindst Joni Mitchell..


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA