x

Souvenirs
Ude På Landet

Souvenirs: Ude På Landet

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 26.04.2001
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Det umage poppar Nils Torp og Sofie Bonde hygger sig stadig et sted ude på landet, der vist ligger i Nordjylland. Duoen har med ægte jysk sindsro taget det stille og roligt siden debuten i 1994, hvor veteranen fra det hedengangne Kliche pludselig var til drilsk pop i selskab med den sirligt syngende Sofie Bonde..Parret har siden debuten nænsomt drysset skæve pophits ud af ærmet, hvor Jeg Troed’ Du Var Hos Michael og Jeg Hader Susanne blev til små landeplager. På deres fjerde album ramler man umiddelbart ikke ind i et lignende hit. Til gengæld bliver man budt velkommen af et overraskende velkomponeret popalbum, der er Souvenirs’ mest helstøbte album. .Souvenirs gør som altid en dyd ud af lege med tidens popmusikalske formler, men Ude På Landet er langt mere tilbageholden i sine kompositioner end på de forrige udspil. Der eksperimenteres stadig, men ikke så meget for eksperimentets skyld, som man med god grund tidligere har kunnet have Souvenirs mistænkt for. .I stedet er den landlige idyl for alvor slået igennem i Nils Torps musik, og hans veldrejede sangtekster har fulgt det samme spor. Sammen med sin gamle Kliche-makker Johannes Voss har han atter sat dagligdagens små trivialiteter på spidsen. Denne gang er teksterne blot ikke så forstørrede i deres drilske udsagn, og det gør dem blot mere virkningsfulde..Musikalsk når Souvenirs alligevel vidt omkring, hvor de har et yderst spændende besøg i den folkemusikalske tradition. Souvenirs’ adstadige sange vinder for alvor, når Nils Torp med stor respekt trækker på denne gamle danske sangskrivertradition..Med Sofie Bondes englerene stemme er Ude På Landet på alle måder et nydeligt tapet, der aldrig rigtig ødelægger farvesammensætningen i det hyggelige bondehus. Det indtryk kan end ikke C.V. Jørgensen ødelægge med en kaffevisit på Ude På Landet. .


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA