x
Annie Lennox: Falconer Salen, København

Annie Lennox, Falconer Salen, København

Annie Lennox: Falconer Salen, København

Anmeldt af Anne Winther | GAFFA

Søde drømme tilbage i tiden

Stemmemæssigt startede Annie Lennox, lidt som undertegnede havde frygtet efter at have set en live tv-optræden til den engelske dronnings jubilæum, som var direkte pinlig. Men lad det være sagt med det samme: Da Annie Lennox først havde varmet stemmen op, sang hun uovertruffent.

Høj og syletynd var det en veloplagt Annie Lennox, der tydeligvis nød at synge de gamle sange fra "Diva" (1992) som f.eks. "Little Bird". Men når hendes nye album "Bare" kommer på gaden 9. juni, er det også ved at være længe siden, der har været luft under vingerne.

Hittet "No More ’I Love You’s" fra "Medusa" (1995) var et andet eksempel, som fik publikum op af de bekvemmelige stole, som fungerede fint på balladerne, men som slet ikke kunne holde på folk, når der var hurtigere rytmer i luften som f.eks. "Walking On Broken Glass", hvor der blev klappet taktfast. Desværre matchede fremførelsen ikke helt publikums begejstring. Det er ellers et nummer, som virkelig kunne sparke røv live.

Bandet lod enten stjernen om spotlightet, eller også var de ikke bedre end som så. De så i hvert fald mest af alt ud som om, de var der af pligt. Men den karakteristiske Annie Lennox-lyd fornægter sig ikke, og man må give hende, at hun bruger sin stemme fantasifuldt.

"Cold" blev fremført en smule søgt, hvilket er synd, fordi det nummer er så inderligt i sin oprindelige form. Men, hun kan stadig synge og skrive om forholdets kvaler, så man har lyst til at kvæle det svin, sangen er skrevet til.
Efter ydmygt at have takket for klapsalverne, satte hun sig alene til klaveret. Skulle man være i tvivl, fik hun slået fast, at hun kan synge, så englene synger med. Så kom "Sisters Are Doin' It For Themselves", først alene ved klaveret, og senere sammen med de tre talentfulde korpiger, hun havde med, bakket op af bandet. Nummeret var i en rigtig lækker version helt i Aretha Franklins ånd på den fede jammende måde a la listig soulkklub i New York - en stor del af æren skal de tre korpiger have. Herefter kom "Who’s That Girl?" i en ny fed version - meget afdæmpet, men med knald på omkvædet. Fedt!

Også live har mange af balladerne en særegen lyd af vuggevise, nationalsange og soul i en skrøbelig blanding. Samtidig udstråler Annie Lennox en kæmpe styrke på samme måde, som man finder det i hendes tekster og melodier.

Da koncerten sluttede, VILLE publikum have mere - og det fik de. Ud af alle højttalere buldrede "Sweet Dreams Are Made of This" - lææækker nostalgi. Det blev fulgt op af "Missionary Man", og man måtte overgive sig - fuldstændigt.

Publikum ville ikke lade Annie Lennox slutte, så de måtte ind på scenen igen til alle tiders pragtnummer: "Why". Det nummer er så evigtgyldigt perfekt, og dermed var afslutningen på små to timers koncert det også. I glædelig forbavselse over hyldesten lagde Annie og band sig ned på scenen og bukkede for publikum - og det kan jeg godt forstå.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA