x
Iggy Pop: Train, Århus

Iggy Pop, Train, Århus

Iggy Pop: Train, Århus

Anmeldt af Lars Löbner Jeppesen | GAFFA

Raw Power got a healing hand

Billede: Toke Hage (Northside 2016)

Samtlige tilskuere i det næsten udsolgte Train havde deres øjne fikseret på scenen, hvor en af rockens sande legender og mest genkendelige skikkelser snart ville vise sit fjæs og forvandle denne gennemsnitlige onsdag til et scoop af rang. Som det eneste sted i Skandinavien i denne omgang havde James Osterberg med det mere klingende kunstnernavn Iggy Pop valgt netop at give Århus en forsmag på sit kommende 14. studiealbum og et altid velkomment fix af bagkataloget.

I ventetiden kunne man så stå lidt og undre sig over den indianermusik, der kom ud af højttalerne, og hvad grunden var til, at scenen også havde et indianer-tema med vævede ophængte tæpper.

Og så skete det pludselig, som jaget vildt stormede Iggy Pop ind på den herligt lille scene, iført påsprøjtede jeans og en overkrop så tynd, at en skefuld ris ville få ham til at ligne et Biafra-barn. Og i den 56-åriges skikkelse fik vi straks bevis på, at det er meget sejere at ”leve stærk, dø gammel” end den mere populære og hurtigere version.

Selv om scenens størrelse ikke indbød til det, var der ikke megen gennem sig bag mikrofonstativet, selv om det sikkert var bredt nok. Så som altid blev der heftigt danset den dans, som kun han, Mick Jagger og folk, der indbyder til rockertæv kan. Og vi skulle da heller ikke vente længere end til sang to, før Iggy hoppede op på forstærkeren og begyndt sin legendariske tørknepning af den.

Med verdens måske mest kendte rock-varemærke - den bare overkrop - i en solbrændt version og med lyse spidser i håret så han sundere og på en måde mere adrenalinfyldt ud, end da karrieren startede for mere end 30 år siden. De klassiske sange haglede ned over publikum og blev leveret så tight og hurtigt, at man knapt kunne nå at finde et stykke tørt ærme til at tørre sveden af panden med; flere gange var guitaristen allerede startet næste sang, inden trommeslageren var færdig med den foregående.

Hymnerne ”Search And Destroy” og ”Raw Power” blev fulgt op af en glimrende swingende udgave af den 26 år yngre boogie ”Corruption” fra det fremragende ”Avenue B”-album. Og så var det tid til en kort mudret velkomst fra hovedpersonen, der derefter indledte aftenens største underdrivelse ”Real Wild Child”, som dog hurtigt blev stoppet igen, da han ikke kunne høre ”the fucking chords”. Anden gang lykkedes det, ligesom det lykkedes for et par publikummer at invadere scenen; disse blev dog ført hurtigt af scenen efter lidt tumult. Efter lidt stagediving fra Iggys side fik vi den 34 år gamle ”I Wanna Be Your Dog” med det dødsensfarlige skarptslebne Stooges-guitarriff, der rockede Trains fundament så hårdt, at skibe blev frarådet indsejling i Århus Havn.

Efter ekstremt livlige udgaver af ”Home”, ”The Passenger” og ”Cold Metal” var hoved-sættet allerede færdigt. Men det varede ikke mange øjeblikke, før ”the world’s forgotten boy” lod os høre primalskriget og begyndte sin hæmoroide dans igen. Den oprindelige sæt-liste blev nu lagt til side, men vi fik den glædelige overraskelse af Pops version af ”Louie Louie”. Slutningen blev en skrig-med-udgave af ”No Fun” fra The Stooges selvbetitlede debut fra 1969. Efter nummeret beordrede Iggy sit band til ”let’s play it again”, og ja, hvorfor ikke?

I lidt over en time og et kvarter var vi hans hypnotiserede kyllinger, hvis pis, blod og sved ikke kunne andet end at bulderkoge efter denne smertelige livsbekræftende opvisning fra den tasmanske djævel, der repræsenterer alt, hvad der engang var og for altid vil være så godt ved den forbandede rockmusik.

Man kunne ikke undgå at bemærke den slående forskel på de engang så ligesindede venner Pop og Bowie. For hvor David Bowies kamæleon på det sidste har formået at kamuflere sig ind i det nutidige lydbillede, står Pop stadig som det stik modsatte, rovdyret, der konsekvent stiller sig forrest i den skæve linje hvor tævene uddeles og modtages, begge dele med provokerende kyshånd.

Sætliste:
”Loose”
”Down On The Street"
”Drink New Blood”
“Search And Destroy”
“Raw Power”
“Curruption”
“Real Wild Child”
“I Wanna Be Your Dog”
“Death Is Certain”
“Perverts”
“Home”
“The Passenger”
“Not Right”
“Cold Metal”

Ekstranumre:
“TV Eye”
“Sixteen”
“Death Trip”
“Louie Louie”
“No Fun”
“No Fun”


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA