x
Torben Steno: Global Beginner

Torben Steno
Global Beginner

Torben Steno: Global Beginner

GAFFA

Album / Bonnier Amigo Music
Udgivelse D. 17.10.2005
Anmeldt af
Jeppe Krogsgaard Christensen

Den kvikke tv-seer vil uden problemer kunne gætte, hvordan sangene lyder. De er nemlig rundet af samme smag for kikset, humoristisk og underspillet østeuropæisk atmosfære, som Torben Steno har spredt i programmer som DDR2 og Mik Schacks Hjemmeservice. Med outdatede orgeler, billige programmeringer, folkemusikalske forsiringer samt vokaler på tysk og uskolet engelsk hensættes øret til en bar i et glemt hjørne af Kiev. Men er det rørende? Morsomt? Vedkommende? Svaret er njaeh. Man kan naturligvis mene, at et sådant flertydigt svar vidner om førsteklasses kunstnerisk stof, men det gør det altså ikke i dette tilfælde. Dertil kommer, at Ausfahrt Bitterfelt, hvor Laura Illeborg giver sit vokale besyv med, lyder så meget som 80’ernes Leonard Cohen, at det begynder at lugte brændt. Trods alt dette skulle det ikke undre, om Torben Steno rammer et publikum af ironidyrkende gymnasieelever og overvintrede VS’ere med Global Beginner. For alle os andre er albummet nok glemt hurtigere end en indkøbstur i Aldi.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA