x
The Alpine: med Kiona, Musikcaféen, Århus

The Alpine, med Kiona, Musikcaféen, Århus

The Alpine: med Kiona, Musikcaféen, Århus

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann | GAFFA

Billede: Morten Thun

I frontfigur Peter Boesen har The Alpine et forrygende kort, der med sine vidt udspilede øjne og gumpetunge tramp i gulvet, sin livlige gestik og ikke helt appelsinfri vokal indfanger hele essensen af bandets smilende, smittende og særdeles opløftende væsen.

Med det besnærende singleudspil, ”Mondays Look The Same”, og en indgående flirt med det tyske musikmarked i bagagen, erobrer The Alpine selvsikkert og charmerende Musikcaféens lille scene, der med ét fyldes til bristepunktet og emmer af overskud og liv.

I livesammenhæng har The Alpine aldrig for alvor slået igennem, men man mere end fornemmer, at arbejdet med den højaktuelle pladeudgivelse, ”On Feel Trips” har skærpet bandets sans for en lidt strammere struktur i de skævt undersøgende melodier. At gruppen denne aften så døjer med tekniske problemer, er selvsagt ikke selvforskyldt, lige som det ikke får lov at trække stjerner fra; særligt ikke, da bandmedlemmerne snedigt og smidigt får den pludselige ventetid til at flyve af sted.

I højere grad end tidligere præsenterer The Alpine rendyrkede popsange i bedste svenskertradition med referencer til alt lige fra Abba til The Cardigans, mens gruppens skelen til storladen 70’er-glam og skramlet 80’er-new wave synes tonet en smule ned. Således undrer det ikke, at musikken går rent ind hos det betragtelige publikum, der danser lystigt til de fængende og indbydende rytmer.

Disse har dog fortsat en svag tendens til at kamme over i en ærgerlig forudsigelighed, hvor ikke alt synes lige opfindsomt, men overordnet står The Alpines arrangementer stærkere end hidtil; den hyppigt trestemmige vokal og de nydeligt afvekslende synth-indslag står i sirlig kontrast til den huggende, ofte temmelig minimalistisk spillede guitar, den pulserende og dog relativt raffinerede bas og det hektiske, lettere febrilske trommespil.

Kiona
At en markant frontfigur er noget nær altafgørende for ethvert band, er ikke kun The Alpine et bevis på denne aften, hvor undergrundsbandet Kiona opvarmer og ligeledes demonstrerer vigtigheden af at have en karismatisk bandleder.

Randi Gustafsson ér nemlig en virkelig perle i front for den ellers noget anonyme gruppe. Hun er et indtagende bekendtskab, der uden videre appellerer til det hengivne publikum (der dog er temmelig støjende), og som helt åbenlyst besidder en pragtfuld stemme. Sart skrøbelig og dog med en forførende power lader hun til at rumme et prægtigt overskud, så det er en fryd.

Til gengæld lider selve musikken under stilforvirring og trivialitet. Ganske vist er guitaristen ”habil på spaden”, men det tager altså overhånd, når denne i de sidste par numre fuldstændig stjæler billedet med stort anlagte og hårdtpumpede guitarsoli, der ikke umiddelbart hører hjemme i Kionas univers.

Den musikalske profil trænger i det hele taget til en opstrammer, og man bør overveje at definere en mere konsekvent stil, man således må bestræbe sig på at efterleve. Flere numre bæres oppe af en udmærket synth-del, men det er svært at gennemskue, hvilke kriterier, der ligger til grund for henholdsvis valget og fravalget af denne.

Hertil kommer en mildt overflødig rytmeguitar og nogle lige lovlig konventionelt spillede trommer, der uheldigvis bidrager til det klare ”mismatch”, der lidt for ofte opstår i forholdet mellem leadvokalen og den hårdtrockende rytmesektion. Så en formidabel frontfigur er ikke altid tilstrækkeligt i sig selv, men i Kionas tilfælde virker det ikke som en umulig mission at få afstemt og harmoniseret udtrykket.
(**)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA