x
Gwen Stefani: med CSS, Forum, København

Gwen Stefani, med CSS, Forum, København

Gwen Stefani: med CSS, Forum, København

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Der er fem koncerter tilbage på Gwen Stefanis over syv måneder lange turné, og hun melder én ting klart ud overfor folk i salen: Det er op til dem, hvis denne aften skal gøres uforglemmelig. En kommentar, der naturligvis ikke er ment helt bogstaveligt, men i stedet blot er et forsøg på at gejle publikum op. Men som aftenen forløber, bliver det svært at hindre dét budskab i at titte frem i ny og næ. Det er ikke lige sådan til at gennemskue, hvorfor man ikke blev vidne til et popbrag af de større, men der følger her et forsøg på en forklaring.

Der lægges dog ud med en intro, der får sparket godt i salen, som allerede var kommet i en lettere feststemning på grund af blandt andre Mika og Robbie Williams, der kørte ganske højt ud over anlægget, mens koncertstarten spændt blev afventet. Når det så sker, er det med dansere i politiuniform og Stefani i et bur, der køres frem, mens den forhøjede scene, som hendes band står på, deler sig i to. Hun undslipper naturligvis og sætter koncerten i gang på fornem vis med ”The Sweet Escape”, som følges op af ”Rich Girl”, der holder stemningen deroppe, hvor den helst skal være.

Pauser og stilforvirring
Men så kommer en af de utallige små pauser, som kommer til at præge det meste af koncerten. Som en teaterforestilling i alt for mange akter mørklægges hele salen efter mange af numrene, og selvom Stefani i ny og næ kommer frem på scenen og sludrer med publikum og udpeger de smukkeste fans, så skaber det en abrupthed, der bestemt ikke klæder koncertens flow. Det giver uventede associationer til Guns N’ Roses, der bl.a. på sidste års Roskilde Festival blev skældt ud for netop at lade publikum vente for meget mellem numrene. Men hvor Guns N’ Roses kan overleve på, at langt de fleste af deres numre hensætter publikum i en tilgivende ekstase, lige så fluks de hører de indledende riff, da halter Stefanis materiale tilsyneladende en smule.

Når man studerer publikum midt i den forreste halvdel af salen, er der i hvert fald overraskende mange, som hverken ser glade ud eller danser eller sågar bare mimer omkvædene til de numre, der ikke lige er de allerstørste schlagere. Måske er det fordi, repertoiret vidner om en vis mængde stilforvirring, der synes at umuliggøre, at nogen fan for alvor kan elske hvert et nummer, der brager ud af højttalerne. Der er i hvert fald enormt langt fra det maskinelle jodlehit, ”Wind It Up”, til den sukkersøde ”Early Winter”, og de abrupte pauser gør det ikke nemmere at omstille sig fra den ene genre til den anden.

Lige pludselig er der dog markante højdepunkter, hvor det hele fungerer. Det sker bl.a. ved de to numre ”Hollaback Girl” og ”Wonderful Life”, der bliver spillet lige efter hinanden. Det første får atter ordentligt liv i det halvsløve publikum, mens det andet er en sand lille popperle, som Stefani fra scenen fortæller måtte vige pladsen på ”Love Angel Music Baby” til fordel for netop ”Hollaback Girl”.

Pinligt dansk bidrag til syng-med-konkurrence
Hen imod slutningen af koncerten løber Stefani ned gennem publikum for at hilse på dem, der ikke fik møvet sig frem til en bedre plads. Hun fortæller, at de tre bedste koncerter på turnéen har været i Columbia, Finland og Paris, og hun spørger, om salen mon kan synge højere med på ”Cool” end franskmændene? Svaret er højt og larmende, men man kommer i tvivl om, hvorvidt man hørte rigtigt, for da nummeret går i gang, forstummer folk i salen næsten helt og holdent. Jon Bon Jovi roste engang europæere for ikke blot at kunne omkvædet, ligesom det åbenbart er tilfældet med amerikanere, men i stedet at kunne hele sangteksten. Ved aftenens syng-med-konkurrence bliver det danske bidrag dog en anelse pinligt, da folk åbenbart kun kender til omkvædets sidste linie, ”I know we’re cool”.

Et ikke så heldigt indslag, der gav lidt for meget bagslag for det nummer, der ellers er blandt et af aftenens musikalske højdepunkter. Modsat flertallet af de øvrige numre, der kræver sin aggressive og beatdrevne opbakning for at kunne fungere, lyder ”Cool” som et af de numre, hvis formidable sangskrivning vil skinne igennem, om det så blev fremført uden andet end vokal og klaver eller guitar – noget, der ikke synes at være tilfældet ved eksempelvis ”Wind It Up”.

Inden det bliver tid til ekstranumre, skal utallige dansere og bandmedlemmer præsenteres, hvilket er en drøj omgang, når der næppe er mere end et par stykker i salen, der for alvor interesserer sig for andre end aftenens hovedperson. Det reddes dog af særdeles smidige moves fra de mandlige dansere, som man må lade sig imponere af, om man så er vild med dans eller ej. ”Orange County Girl” slutter koncerten af, men der er ingen tvivl om, at der er ekstranumre på vej, og egentlig føles det meget som endnu en af de mange pauser i koncerten, blot en kende længere.

Velvalgt finale
Frem på scenen dukker Stefani nok engang, og bandet er rykket ned fra deres ophøjede scene for at fremføre ”The Real Thing”, der i aften lyder som det, der kunne være et ret klægt, amerikansk bidrag til det Melodi Grand Prix, vi så stolt holder på vort eget kontinent. Det fungerer imidlertid fantastisk som oplæg til koncertens sidste nummer, og overgangen her beviser én gang for alle hvad, man bør gøre, frem for bare at slukke lyset og lade publikum vente i mørket.

”What an amazing time, what a family… How did the years go by? Now it’s only me”, spørger Stefani på nydelig melodisk vis, og publikum ved, hvad der venter. Og så eksploder salen i det, der helt rigtigt er valgt som aftenens finale – ”tick tock, tick tock” – og så er ”What You Waiting For?” i fuld gang. Det rykker derudad, og det rammer plet på den popskive, som de fleste af aftenens numre har sigtet efter og desværre kun ramt med alt for skiftende held.

Nummeret slutter, og der smiles og bukkes, og så er det slut – og man har en halvtom fornemmelse i maven. Måske kan det, at det er søndag aften, bruges som undskyldning og forklaring på en hel del. Måske var der for mange mørklagte pauser. Måske synes de fleste blandt publikum, at selvom det er dejligt at genkende et Gwen Stefani-hit, når man er i byen, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at musikken holder nok til den nærmere lytterinspektion, som koncertformatet lægger op til.

Stefani syntes dog aldrig at være plaget af, at stemningen ikke var helt oppe under loftet, og der var da også pæne ord til publikum undervejs i koncerten. Men for hendes skyld må man håbe, at koncerterne i Columbia, Finland og Paris var væsentligt mere uforglemmelige oplevelser, for ellers må det have været en småtriviel omgang at have spillet op til dans i så mange måneder, hvis folk for det meste står bomstille.

Opvarmning: CSS
På slaget otte gik opvarmningen i gang, og den blev leveret af brasilianske CSS, som står for ”Cansei de Ser Sexy”, der på portugisisk betyder ”jeg er træt af at være sexet”. Præcis så subtilt er bandets univers tilsyneladende generelt, og der går ikke længe, før rammerne for både tekst og musik er sat op. Dér kan de så stå i fred uden frygt for at blive styrtet omkuld. Det kan synes lidt hårdt at dømme et band på en koncert, der kun varer cirka 25 minutter, men når man netop ikke har længere tid til rådighed, kunne man synes, at man burde udnytte den lidt mere kreativt. Ikke mindst, når man har flere tusinde Gwen Stefani-fans tvangsindlagt til at lytte til én.

Men det sker som sagt ikke. Tempoet er halvhøjt, og det holdes koncerten igennem, og den synthpoprock, som man genremæssigt kan indbefatte de første par takter af første nummer i, er også den, der betegner de sidste par takter af sidste nummer. ”Say yes if you wanna drink some alcohol!”, råbes der fra scenen, og det er folk sørme med på. Omkvædet til det efterfølgende nummer er så det relativt fladpandede og ganske banale spørgsmål ”do you wanna drink some alcohol?”.

Akronymet CSS står med kantede, nazi-agtige bogstaver i kæmpeformat i den ene side af scenen, men der er ingen kant at spore i musikken. Det er ikke fordi den er dårlig, eller fordi den ikke formår at få en smule gang i publikum (ikke mindst, når der skal råbes G-W-E-N). Det er mest af alt bare hamrende ligegyldigt, og hvis man ikke vil eller kan mere, så er det synd, at man hindrer et for alvor interessant band i at udfolde sig under en så prominent opvarmningstjans. (2 stjerner)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA