x
Madrugada: VoxHall, Århus

Madrugada, VoxHall, Århus

Madrugada: VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Koncerten fandt sted 16. maj 2008

Det er næsten ironisk, at norske Madrugadas Europaturné rammer Danmark på et tidspunkt, hvor foråret langt om længe er kommet til landet. For gruppens musik emmer af alvor, melankoli og nedrullede gardiner, blandet med et ordentligt skud sort begær og aggressiv desperation. Sådan har den været siden 1999-debuten ”Industrial Silence”, og sidste år ramte mørket for alvor bandet - opkaldt efter det spanske ord for "tidlig morgen" – da deres guitarist Robert Burås pludselig døde af aldrig offentliggjorte årsager, 31 år gammel.

De resterende to medlemmer, sanger Sivert Høyem og bassist Frode Jacobsen, fortsatte imidlertid og udsendte i januar deres femte album, ”Madrugada”, der dog først lige er kommet på gaden i Danmark. Og det album skulle også vise sig at udgøre størstedelen af hovedsættet, der ligesom albummet blev indledt med det afdæmpede, men intense nummer ”Whatever Happened To You?” Sivert Høyem var tændt fra første takt, og hans dybe og meget fyldige lige-i-dit-fjæs-vokal stod klart i det velafbalancerede lydbillede. Ligeledes spillede hans akustiske guitar fint sammen med de to elektriske guitarister, der på absolut hæderlig vis forsøgte at fylde tomrummet efter Robert Burås: Alex Kloster-Jensen, som dog tidligere har været ekstraguitarist for Madrugada live og i studiet, og også var med i Robert Burås’ sideprojekt My Midnight Creeps, samt nytilkomne Cato ”Salsa” Thomassen (kendt fra Cato Salsa Experience).

I andet nummer, den regulære rock’n’roller ”The Hour Of The World”, smed Høyem guitaren, og med hænderne frie tog han et solidt greb om mikrofonen, som blev flyttet godt rundt på scenen, samtidig med at Høyem nærmest råbte teksten ud med noget nær blodskudte øjne. Stærkt. Nick Cave har bestemt ikke levet forgæves – og det har The Bad Seeds heller ikke, selvom Kloster-Jensen og Cato "Salsa" får friere spillerum til at spille – forrygende – soloer i de ofte fem-seks-minutter lange sange end Caves håndlangere. Og der er også lange outroer, hvor især den hårdtarbejdende trommeslager Erland Dahlen får plads til at brillere.

Ud på scenekanten, tak
Tempoet, men ikke intensiteten, faldt en smule i tredje sang, ”Look Away Lucifer”, inden begge dele steg lidt igen i to ældre numre, ”Belladonna” og ”Strange Colour Blue”. Herefter sænkedes energien dog en kende i en stribe mere afdæmpede og generelt fine, primært nye sange, hvor man dog kunne have ønsket sig, at Sivert Høyem igen ville begive sig helt ud på scenekanten – både bogstaveligt og overført.

Det skete imidlertid i ”Black Mambo”, en af Madrugadas ældre, absolutte fuldtræffere, der da også straks tog kegler hos det talstærke og i stort omfang norske publikum. Den langsomme, ultra-groovy, nervepirrende intense sang med den dødbringende basgang fik alle på VoxHall helt op på tæerne, ikke mindst Sivert Høyem, som leverede en sand sangmæssig kraftpræstation, der må have gjort fysisk ondt på ham. Salen var nu nærmest ekstatisk, og stemningen fortsatte på kogepunktet i den repetitivt rockende ”Blood Shot Adult Commitment”, der også udløste gedigen fællessang. Og sådan fortsatte det i ”Seven Seconds”, inden Madrugada sagde tak for i aften med ”Valley Of Deception”, en nydelig ballade, som dog igen lukkede en smule luft ud af Madrugadas ellers smukt oppustede koncertballon.

Luften kom dog tilbage på de to første ekstranumre, den hårdtpumpede ”The Kids Are On High Street” og ”Caravan”, inden Madrugada afsluttede med endnu en ballade, ”Only When You’re Gone”. Igen et ganske smukt nummer, men Madrugada er nu bedst, når de giver sig selv lov til at rocke igennem, og når Sivert Høyem tillader sig selv at smide den akustiske guitar væk og bare bruger hele kroppen til at synge. Når han gjorde det, som eksempelvis på ”Black Mambo” og ”Blood Shot Adult Commitment”, var Madrugada ganske enkelt fremragende. Ellers var de bare gode – og det er jo heller ikke så ringe endda. Robert Burås kan i hvert fald fra sin rockhimmel være fuldt tilfreds med, hvordan hans efterladte kolleger forvalter hans musikalske arv.

Madrugada spiller i Store Vega, København 17. maj

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA