x
Brad Mehldau Trio: Copenhagen Jazzfestival, Glassalen i Tivoli

Brad Mehldau Trio, Copenhagen Jazzfestival, Glassalen i Tivoli

Brad Mehldau Trio: Copenhagen Jazzfestival, Glassalen i Tivoli

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Brad Mehldau er en meget, meget lovende pianist. Bare 37 år gammel, men allerede udråbt som sin generations svar på Keith Jarrett og som jazzens svar på Glenn Gould. Han er en jazzpianist med en helt ekstraordinær musikforståelse. En jazzpianist med en helt usædvanlig evne til at improvisere. Og en jazzpianist med en helt eventyrlig evne til at give etablerede standards nye dimensioner.

At det forholder sig sådan, understregede han selv noget så eftertrykkeligt, da han lørdag aften indtog Glassalen i Tivoli og først efter 135 intense minutter, tre fremkaldelser og tre ekstranumre slap sit publikum igen. Næppe et menneske i salen forblev uberørt af den tour-de-force, som Brad Mehldau og hans musikere – bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Jeff Ballard – kastede sig ud i via egne kompositioner og versioneringer af ”standards” af blandt andre Cole Porter, Miles Davis og Elvis Costello (!)

Både Brad Mehldau, Larry Grenadier og Jeff Ballard udviste et endog meget højt niveau rent teknisk og en i særklasse udtalt sans for jazzmusik som kunstart, for soli såvel som samspil, det kompositoriske element såvel som det improvisatoriske. Niveauet var så højt, at koncerten - for undertegnede at se (og høre) – var en af de allerstørste på årets Jazzfestival.

Trioen indledte med to af Mehldaus egne kompositioner, der begge rummede rigeligt med indlagte improvisationer. Især nummeret MB, der er er hyldest til afdøde Michael Brecker, var medrivende, hæsblæsende, stærkt. Både Brad Mehldau og Larry Grenadier spillede i et tempo, der var meget overvældende og dog kontrolleret ned til mindste detalje. I passager gav trioens spil som helhed faktisk associationer til Keith Jarretts trio – så eminent, komplekst og uforudsigeligt var dens spil. At de to egenkompositioner blev afløst af en versionering af Cole Porters I Concentrate On You ændrede ikke synderligt i lydbilledet og indtrykket af, at her var der en teknisk velfunderet trio i høj hast. Først da trioen tog fat på Elvis Costellos helt enkle, helt stilfærdige Baby Plays Around ændrede noget sig afgørende. Fra det øjeblik stod det nemlig klart, at trioen også mestrede balladen. Det samme lod sig konstatere med trioens versionering af Sufjan Stevens’ Holland.

Trioen kunne fortjent lade sig hylde med stående ovationer efter en godt gennemført, varieret koncert. Publikum fik ganske enkelt valuta for pengene. Men dermed stoppede det ikke. Tre gange lod bandet sig klappe frem for at levere endnu tre sublime numre. Først efter 135 intense minutter var festen uigenkaldeligt forbi. Men hvad gjorde det? Den fest, man forlod, havde budt på så meget, at den ville gå over i kategorien ”uforglemmelig.”


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA