x
Fever Ray: Store Vega, København

Fever Ray, Store Vega, København

Fever Ray: Store Vega, København

Anmeldt af Lars Rønn Olsen | GAFFA

Fever Rays anmelderroste debut bevæger sig stort set i samme tempo og stemningsmæssige udtryk fra første til sidste anslag. Sangene virker ved første øjekast homogene og svære at skelne imellem, og stiller forholdsvis store krav til lytterens tålmodighed. Et album jeg – tilstået – endnu ikke er blevet rigtigt begejstret for, men som alt andet, Karin Dreijer Anderson (Olof ditto) har været involveret i, en produktionsmæssig perle, man ikke forhastet afskriver.

Det ekstremt introverte udtryk, der kendetegner pladen, er både dens største force og værste fjende. Live kan udtrykket svinge begge veje, og afføde enten en ekstremt kedelig og upersonlig oplevelse, eller noget af det mest intime, man kan tvinge ud over en scenekant.

Aftenens koncert skulle vise sig at være netop sidstnævnte.

På scenen læner Fever Ray sig visuelt (så vel som musikalsk) meget op af The Knife. Klædt som en Shaman indtog Dreijer en scene blot dekoreret med sproradisk placerede rokokolamper, men som koncerten skred frem også laserlys fordelt i salen af minutiøst placerede spejle, og konstant indhyllet i en tyk tåge af røg. Dystert og ildevarslende som et febermareridt understøttede det visuelle det musikalske til en helhedsoplevelse, der bringer tankerne tilbage til The Knifes 2006-optræden, ligeledes i Vega.

Efter to numre afklædte Dreijer sig sit kostume og lod publikum se hendes ellers sjældent utildækkede ansigt. Samtidig blev de modulerede vokaleffekter nedtonet væsentligt, hvilket underfundigt signalerede en lokkende indbydelse til Fever Rays ellers ekstremt svært gennemtrængelige univers. En symbolsk handling, der om end velment, virkede en smule modvilligt fra Dreijers side, der dog afklædt stadig virkede enormt indadvendt.

Alt dette kulminerede i en bizar oplevelse af at blive ufrivilligt suget ind i et ellers lukket stemningsunivers, hvis indehaver ligeledes ufrivilligt inviterede indenfor. Herefter var der blot tilbage at henkaste sig til de sirlige percussionarrangementer og de pulserende og stemningsfulde melodier. Det lave frekvensområde, der ellers er ret transparent på pladen, fik live en ekstra dimension, der i den grad klædte kompositionerne.

Sættet var en rejse gennem det bedste, Fever Ray kan mønstre – inklusive en dyster fortolkning af Vashti Bunyans ellers så smukke ”Here Before” – indtil Dreijer igen iførte sig sit kostume, der på symbolsk vis lukkede koncerten og konfiskerede det midlertidige adgangspas til Fever Rays univers. Koncerten var kort sagt en helhedsoplevelse i absolut særklasse, der vil give genlyd, hver eneste gang man lytter til Fever Ray fremover.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA