x
Throbbing Gristle: Statens Museum for Kunst, København

Throbbing Gristle, Statens Museum for Kunst, København

Throbbing Gristle: Statens Museum for Kunst, København

Anmeldt af Hansen | GAFFA

Der er sket meget, siden Throbbing Gristle gik i opløsning i 1981. De kom på et tidspunkt, hvor folk troede, de havde set alt, og var alligevel farlige og nyskabende. De lavede en ny lyd, og kaldte den industrial. Både en lyd og ikke mindst et udtryk, der er blevet udvandet godt og grundigt i tiden siden.

Men nu er de tilbage efter cirka 25 års pause, og spillede deres første Danmarks-koncert nogensinde. Der var folk, der havde ventet i mange år på at se dem, og der var dem, der var kommet for at se giraffen. Begge fik en overraskende god koncert. Der var grund til at frygte, at de ville falde igennem, og publikum var lige dele spændte og nervøse, men det var en frygt, der blev gjort til skamme.

Første sæt var et live-soundtrack til Cerith Wyn Evans' kunstfilm "The Sky Is As Thin As Paper Here". Det viste den mere indadvendte side af TG, med dyb subbas, dubrytmer og effekter. Det er noget, mange har gjort siden, og det er svært at lave noget rigtig nyt inden for. Det var fire flotte numre, men ikke så personlige måske, som TG kan være. Det havde været en afsindig smuk koncert, med ethvert andet band, men med TG havde man nok ventet sig noget lidt mere profileret.

Det fik vi til gengæld i andet sæt.

Der var lidt tekniske problemer før start, og her så for det første gang ud, som om medlemmerne ikke hadede hinanden. Da de så var klar, og Genesis starter med at synge, falder alting på plads. Hans/hendes stemme har aldrig lydt smukkere, og "Persuasion" var et godt valgt nummer til at vise det. Et enkelt beat, en masse effekter og rigeligt med plads til Genesis' tanker om manipulation i alle former. Sangen har altid været et stærkt nummer, og den nye udgave stod distancen. Men blev blæst helt af banen af det nye nummer "Liveray", der kom bagefter. Et hypnotisk og ekkofyldt industrial-dub, der sagtens kunne have varet hele den time, koncerten tog.

Peter Christopherson lignede den gnavne troldmand, den engang så lækre Cosey Fanni Tutti kunne have været enhver husmor udstyret med guitar, Chris Carter havde endnu en dag på kontoret, og Genesis vaklede rundt og var svær at gennemskue. Peter og Chris spiller rent faktisk sammen, men de to andre står med ryggen til og improviserer ud fra, hvad de hører. Og det fungerer overraskende godt. Der er egentlig ikke særlig meget lyd, men det er komplekst vævet sammen og fyldt med detaljer.

Efter den obligatoriske "Hamburger Lady" får vi en uendelig smuk udgave af "Almost a Kiss" fra forrige års Part Two-album. Det er her, at alle fire peaker på en gang. Derefter et andet nyt hårdt track, der muligvis hed "Springbakistan", og tilsidst en vanvittig og overraskende udgave af "What a Day". Et nummer, der tidligere af og til var så bevidst grimt og ulideligt, men fredag stod klokkeklart og helhjertet.

Og så er det slut. Alt for kort, i forhold til bandets enorme bagkatalog af hits, men alligevel en perfekt længde. Alle blev efterladt sultne, og ingen kan beskylde bandet for at trække den ud over, hvad den kunne bære. Selvfølgelig var der sange, man gerne ville have hørt, men de seks tracks matchede hinanden godt, og viste et godt forløb igennem TG's sider.

Efter de stående klapsalver, der selvfølgelig ikke lokkede bandet frem igen, sivede folk ud af museet. Aldrig har så mange sure sortklædte mennesker set så glade ud. En helt igennem feel good stemning.

Der er sket meget siden dengang. TG er måske ikke rigtig "wreckers of civilisation" mere, og deres lyd er måske ikke så overvældende mere, men deres kunst er stadig vital og brændbar. Omstændighederne på museet og den fede lyd klædte dem også. Gruppen er vendt tilbage til deres udgangspunkt i kunstverdenen, og det var rart endelig at få lov til at se dem.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA