x
Gang Gang Dance : Roskilde Festival, Pavilion

Gang Gang Dance , Roskilde Festival, Pavilion

Gang Gang Dance : Roskilde Festival, Pavilion

Anmeldt af Thomas Borre | GAFFA

Gang Gang Dance er et ganske interessant bekendtskab, hvilket bandet også bekræftede under aftenens højenergiske koncert på Pavillion. Med et skævt og psykedelisk antrit tilsat afro-influeret rytmik gjorde Gang Gang Dance - med Liz Bougatsos i front - deres for, at brædderne under teltdugen gav betragteligt efter – blandt andet anført at den fantastiske House Jam, der stammer fra gruppens fjerde album Saint Dymphna (2008). 

Den musikalske rygrad blev vedligeholdt af trommeslager Jesse Lee, der på formidabel vis styrede rytmeslagets kakofoniske gang. Hvad Jesse Lee besad i taktfasthed, manglede Liz Bougatsos til gengæld indimellem. Hendes perkussive indslag bidrog flere gange til, at de i forvejen komplekse rytmiske strukturer var ved at falde i sine egne lydspor. Live er hendes vokale talenter desværre også til at overskue. Det blev i hvert fald hurtigt enerverende at lytte til hendes effektindsmurte skrigerier.

Med undtagelse af førnævnte nummer og First Communion var det derfor oftest de (overvejende) instrumentale indslag, der var de mest effektfulde under aftens stakåndede show. Når Gang Gang var allerbedst, besad de en hypnotisk tiltrækningskraft: som et hysterisk rytmeorgan blev publikum især under koncertens sidste halvdel hvirvlet rundt i teltmanegen i et inferno af støjende lyd-sløjfer og galoperende kadence – oftest i et hæsblæsende tempo. Tempoet blev dog elegant pillet ned på den snublende og svimmelhedsfremkaldende Vacuum, der med sine referencevink til de larmende koryfæer fra My Bloody Valentine bølgede i både tempo og intensitet.

Gang Gang Dance leverede generelt en god og oftest medrivende indsats, og selvom de flere gange var lige ved at falde over deres egne rytmiske tæer, så trak newyorkerne rytmestikket hjem med fornem manér.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA