x
M. Ward : Roskilde Festival, Astoria

M. Ward , Roskilde Festival, Astoria

M. Ward : Roskilde Festival, Astoria

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Mens uendeligt lange slanger formet af forventningsfulde Coldplay-fans fire timer før søndagens hovednavn er programsat, er der næsten pinligt tomt under teltdugen, der udgør Astoria-scenen. Kun ganske kort før koncertstart er der så tilpas mange mennesker, at man kan slippe den undskyldende følelse overfor M. Ward. Som han har oplevet så mange gange før, gælder det for ham i endnu højere grad om at overvinde sit publikum, end om at tilfredsstillende en frådende kødrand af fans. Og som altid lykkes det.

Lige så snart publikum hører Wards stemme, oplever hans kraftfulde band og får øjnene op for hans fænomenale talent som guitarist, er der sjældent nogen tilbage, der ikke hujer, jubler og klapper på livet løs af multikunstneren fra Portland. Han er aktuel med albummet ”Hold Time” fra sidste år, men er så glad for de foregående tre albums, at han har sammensat en helt forrygende sætliste. En så fænomenal blanding, der overfor fans skaber massevis af positive overraskelser, samtidig med at den sender nye bekendtskaber på alsidig rundtur i de mange aspekter af Wards talent.

Publikum introduceres blandt andet til kærligheden i en række forskellige afskygninger: Den giftige variant i ”Poison Cup”, den naive romantik i ”Fool Says”, konsekvensen af at blive forladt i ”Sad, Sad Song” og forelskelsens forvandlende kraft i ”Never Had Nobody Like You”. Sidstnævnte akkompagneres i studieversionen af Zooey Deschanel, der er frontfigur i Wards sideprojekt, She & Him, men i koncertudgaven overtages den lyse vokal af bassist Adam Selzer og guitarist Mike Coykendal – og så oven i købet lige i øjet, uden ironisk glimt.

Udover kærligheden er Wards store tekstmæssige force sine mange fortællinger. Som i mødet med den gamle, vise mand i ”Chinese Translation”, søvnløsheden i ”Four Hours In Washington”, den evigt triste ”Vincent O'Brien” og manden med den mindre båd, end han hævder, han har, i ”Big Boat” – og mange flere, som på levende og original vis gør, at Ward generelt undgår de værste klichéer. Også selvom tematikkerne ikke nødvendigvis er så frygteligt anderledes, end hvad andre sangskrivere beskæftiger sig med.

Netop fordi ordene har så stor betydning for oplevelsen, er det ekstra ærgerligt, at lyden ikke just er i top ved koncerten. Stemmen drukner alt for ofte, og styrkeforholdet mellem instrumenterne er der heller ikke kælet tilstrækkeligt for. Mere end det meste kræver Wards musik en ivrig indsigt i nuancerne, og når de forsvinder, så går toppen desværre også af fornøjelsen. I instrumenteringsmæssigt simplere stunder – som da Ward alene fremfører ”Sad, Sad Song” og ”One Hundred Million Years” – løftes oplevelsen derfor betydeligt.

Nuvel, værre var det trods alt heller ikke, og med en stor glæde ved at spille lige præcis her og nu på denne scene på denne festival bliver også publikum det mere entusiastiske. ”Tusind tak” lyder det – på dansk – mange gange fra scenen. Ward påpeger, at det dels er deres første gang på Roskilde Festival, dels den sidste koncert på bandets Europaturné, og at han er glad for, at de gemte det bedste til sidst. Da koncerten er ovre, bukker han talrige gange med foldede hænder og udviser sin dybeste taknemmelighed. To ekstranumre bliver det også til, og Ward improviserer en lille tekstændring i det fænomenale Daniel Johnston-covernummer, ”To Go Home”: ”Oh Denmark, I'm so glad to be here tonight”. En følelse, der bestemt var gengældt fuldt ud. Nok engang er et publikum blevet overvundet, og talrige nye fans må være erhvervet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA