x
Erykah Badu: Store Vega, København

Erykah Badu, Store Vega, København

Erykah Badu: Store Vega, København

Anmeldt af Sohail Hassan | GAFFA

Sidste år gæstede Erykah Badu også Danmark, hvor hun startede sin Europa-turne med en koncert i Falkoner Salen, efter en pause på seks år. Det var dog en flad oplevelse, med en selvfed og distanceret Erykah Badu, der slet ikke levede op til forventningerne.

Nu er hun tilbage, selv om den lovede opfølger part 2 til albummet New Amerykah/4th World War - part 1 endnu ikke er landet. Denne gang var der ikke udsolgt. 1000 af 1500 billetter var der solgt. Men det viste sig, at denne koncert leverede næsten alt det, sidste års koncert savnede.

Igen var Erykah på scenen flankeret af de samme lynende dygtige 11 mands orkester og tre kor-sangere som var med sidste år. I år var det dog ikke en lang jam-session med bandet, som åbnede showet. Til dette havde Badu sin egen dj med. En dygtig fyr, som i den grad havde publikum i sin hule hånd og fik pisket den helt rette stemning op.

 

Stil-ikonet entrerer

Bandet tog over, og Badu kom ind iklædt høj hat, overdådige solbriller og et ornament af en halskæde, der ville gøre enhver hiphopper misundelig. Forrest på scenen er hun flankeret af sin bærbare mac og en elektronisk tromme-/lyd-maskine. Efter et par poses til fansne starter hun med at demonstrere sit elektroniske legetøj, som afgiver syrede lyde, bare hun bevæger hånden hen over det. Så kommer hendes hyldest til hiphop, The Healer, efterfulgt af Me og My People. Alle fra seneste album. Indtil videre virker det, som om det bliver en udsyret koncert ligesom sidste år, hvor de fleste numre gled over i hinanden og på den måde blev vage og udviskede.

Men med On & On var vi tilbage til klassisk Badu, og det hele blev pludselig meget lækkert. Så fulgte Appletree, og det var sikkert, at Badu ikke ville skuffe i år. Nu kom alle de fede numre, og selv om der blev leget og ændret, fik vi stadig tilfredsstillelsen ved at høre numrene, som vi kender dem, både musikalsk og vokalt. Erykah Badu fremstod som en blanding mellem en snerrende Ertha Kitt, en stil-bevidst Grace Jones og ikke mindst en blid Billie Holiday. Samtidig var hun helt sig selv, som selvstændig kvinde, tilbage til rødderne sort aktivist og så videre. Hun sang fantastisk, og det hele druknede ikke i skingre skrig. Hun satte en dæmper på og fortryllede med fraseringerne og foldede hele registreret ud på numre som Love Of My Life, Didn't Cha Know og Back In The Day (Puff). Det var fantastisk.

 

Tid til leg

Det var, som om Erykah var kommet tilbage for at give det show, vi forventede, men ikke fik sidste år. Tingene var faldet så meget på plads, at hun også havde overskud til at lege. Problemfrit kørte numrene over i afrikansk, reggae og disko. En leg på føromtalte trommemaskine, førte over i Anita Ward-disko-klassikeren Ring My Bell. Badu kom selvfølgelig også med en hyldest til kongen MJ, men det er ikke I Wanna Be Where You Are, som hun fornylig lavede en brillant version af med The Roots, hvor hun demonstrerer, at hun faktisk besidder en magisk vokal som hans. I stedet var det intet mindre end Off The Wall iført glimmer handske, men uden en blødsøden tale. Bare ren musikalsk hyldest, og det lød selvfølgelig himmelsk.

I løbet af showet kom først solbriller af, så jakken og sidst den høje hat, som afslørede, at hun nu er korthåret, hvilket bestemt ikke gør hende mindre pæn. Den seriøse halskæde forblev dog på. Efterhånden som tingene kom af, blev Badu også mere løssluppen og nærværende.

I pauserne spillede Badu musik fra sit personlige iTunes-bibliotek. Old gamle soul-, blues- og jazz-klassikere, som hun også stemte i til tider. Hun var i god kontakt med det københavnske publikum, hvilket gjorde koncerten langt mere vedkommende og intim end sidste års. Publikum fik lov at synge med og leve sig fuldt ud med i teksterne. Der var kram og håndkys, men også vandsprøjt. 

En fest, der selvfølgelig også inkluderede musikerne og kor-sangerne. Det er helt sikkert ikke kedeligt at synge kor for Erykah, men sikkert ret krævende. Et funky indslag var tværfløjtespilleren. 

Lyden og lysshowet var i top og gjorde den over to timer lange oplevelse endnu større. Kun enkelte steder virkede lidt for syret og langtrukkent. Som for eksempel med ekstranumrene, hvor hun sang Green Eyes. Hvilket Badu også selv jokede med ved at sige, at hun var ved at blive træt og straks bad bandet spille noget, hun kunne ryste sin røv til.

Koncerten rundede af med Danger, blærede Tyrone og Bag Lady

Erykah Badu havde salen skiftevis i trance og ekstase.

Synd for dem, der troede, de havde set Badu og valgte at blive hjemme.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA