x
Florence And The Machine: Beatday, Telt-scenen, Valbyparken, København

Florence And The Machine, Beatday, Telt-scenen, Valbyparken, København

Florence And The Machine: Beatday, Telt-scenen, Valbyparken, København

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Der er én vigtig ting, man skal forstå omkring Florence & The Machine, som netop er debuteret med "Lungs" (hun kan jo ikke vide, hvilken eufemisme det ville være på dansk), og det er, at selvom hun skriver radiohits, så er det ikke almindelig popmusik. Det er skramlede trommer, en klassisk trænet vokal med en nordisk kraft og klang, og modige arrangementer, som har en rød tråd gennem det mørke og storladne. Det overser man, hvis man kun hører hendes radiosingler, men det bliver man klar over, hvis man hører hende live (eller læser den første linie af GAFFA-interviewet fra tidligere på måneden).

Den engelske sangerindes fremtoning er lidt speciel og en kende intimiderende gennem lidt skæve og mislykkede forsøg på at skabe publikumskontakt, sjove og modige gestikulationer, mens hun synger, og hendes gentagende flirten med let's-get-drunk-kommentarer. Hun er ikke smuk og sexet som en Britney, men kom alligevel ind på scenen iklædt glitrende paillet-hotpants, en stram overdel og en kort sort kappe.

Florence & The Machine er betegnelsen for Florence Welchs soloprojekt - og ikke hendes band. Blandt hendes skiftende musikere, lejlighedsvist med to percussionister live, er mest karakteristisk harpespilleren, Tom Monger, som genert spionerede på publikum gennem strengene på det usædvanelige popinstrument; se fotos i vedhæftede galleri. Harpen virker utroligt godt i den der semi-folk-, semi-soul-tilgang til Florences sangskrivning.

Englænderne åbnede med "My Brothers Coffin" og den fantastiske melodiske og opbyggelige "Between Two Lungs", og videre til den Duffy- og Mariah Carey-overlegne "Hurricane Drunk" - der ligesom resten af hendes numrene bærer ret sigende titler. Tekstuniverset er tydeligt inspireret af kærlighed og de svære tider i et ellers almindeligt liv. Mens Florence Welch virkede opsat på at sætte gang i festen, snakke om alkohol med publikum, så var hendes band både noget kedeligt og tilbagetrukket, ligeglad og professionelt, og i sammenligningen fuldstændigt sjæleløst. Florence Welch synger live - som på plade - fuldstændigt fejlfrit fantastisk. Hendes band hverken smiler eller kigger op.

Derefter fik vi en noget speget version af hendes radiosingle "Kiss With A Fist", hvis rock'n'roll-guitar og vokal på ingen måder minder om resten af Florence & The Machine og er lidt et sjovt valg som et single-signaturnummer for en debuterende kunstner. Videre til "Are You Hurting The Ones You Love?", hendes kommende single "Drumming Song", som blev fantastisk sparket af sted fra scenen, og derefter forsøgte Florence Welch med endnu et kikset publikumsstunt for at få folk til at råbe med. Derefter videre lidt staccato til "Dog Days Are Over" og via en harpeintro til "Not Calling You A Liar".

Afslutningen bestod af trioen: hendes eget favorittrack, "Cosmic Love", et yderst overraskende covernummer af Fever Rays "If I Had A Heart" og med afslutning i den elaborative "Rabbit Heart", hvor man mellem menneskemængden kunne ane, at selv en securitypersonage stod og sang med på omkvæddet. Naturligvis lige foran allerførste række.

Samlet set en koncert, som ud over at demonstrere et enormt potentiale, i det musikalske såvel som sangskrivningen, blev en skæv og morsom oplevelse, som blot giver mere lyst til at sætte "Lungs" på, når man kommer tilbage til sit hifi.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA