x
Dinosaur Jr.: KB, Malmö

Dinosaur Jr., KB, Malmö

Dinosaur Jr.: KB, Malmö

Anmeldt af Henrik Østergaard | GAFFA

Med et femogtyve års jubilæum lige om hjørnet besøgte Massachusetts-trioen, Dinosaur Jr. denne fredag aften et oplagt og udsolgt Kulturbolaget på den anden side af Øresund. Med sig i bagagen havde de ikke blot ancienniteten i form af den originale, legendariske 80'er-lineup, som blev genforenet i perioden op til indspilningen af den fortræffelige "Beyond" fra 2007, de havde også et af årets mest solide rockalbums i form af "Farm".

Bidt af en gal hest

Der blev lagt ud med en halvdårlig lyd under "Tarpit" fra "You're Living All Over Me"-pladen, inden bandets dejlige karismatiske drengerøvsagtige lo-fi råhed for alvor spillede sig ind under huden i sættets efterfølgende sange, og specielt fra det tidspunkt, hvor den nye "I Want You To Know" satte ind. Allerede hér lod de os vide, hvordan rocken skal skæres. Med et insisterende flegmatisk riff sætter den sang dagsordenen for vedkommende rock og rul. Her hersker ingen smalle steder - det er guitaren simpelthen for fed til. 

Ka-boom! Positioneret foran en mindre væg af Marshall-forstærkere og henslængt hen over et pedalboard, hvis utallige muligheder ville imponere selv en pilot af en jumbojet, skød 43-årig J Mascis dog med skarpskårent lir fra sin ladte Fender Jazzmaster det meste af aftenen. Specielt en af koncertens senere titler, "I Don't Wanna To Go There", imponerede med dens kølige Crazy Horse-indstilling, hvor guitaren fik ordet alene de sidste fire-fem minutter af sangens ni. Guitar spillet med nosser og mavefornemmelse, forstås, som Neil Young ville have været ganske imponeret over.

The Godfather of Grunge ville med garanti også havde været temmelig begejstret for Dinosaurens "Imagination Blind", som ligeledes er en ny sang, hvor Lou Barlow leverede en bevægende, svært uimodståelig præstation fra bag mikrofonstativet. Her beviste han, at han kontrollerer vokalen omtrent lige så godt, som han styrer den bas, der sammen med Murphs trommespil lægger en forrygende festlig og fandens farlig cocktail af et rockfundament.

Der må dog mere til

Med så fuldfedt et grundstykke er det derfor synd, at Dinosaur Jr. Live aldrig når helt derop, hvor de egentlig hører hjemme. Det har stor set altid været fraværet af ambitioner, der har karakteriseret Dinosaur Jr.s musik - allerbedst symboliseret i form af Mascis' vokal, der til tider nærmest udelukkende synes at have skuldertræk til overs for den musik, han selv skriver og spiller. Der hersker nærmest en form for rocknihilisme over mange af bandets sanges udtryk, og det er paradoksalt nok det, der gør deres musik helt sexet - på den sexede, rockede måde, selvfølgelig - når man lytter til det på plade. Det er dog noget helt, helt andet at opleve live.

Kan man som en del af publikum ikke tillade sig at bede om mere fysisk bevægelse fra den musikalske trio, kan man i hvert fald bede om blot et enkelt smil. Lidt mere kontakt. Den klassiske: Vær mere en vært frem for blot en underholder. Hmm. Og så igen: Fuck sådan set det! Det er ikke kun dét, det handler om.  Måske de netop har fat i den lange ende? Kølighed rækker jo faktisk langt indenfor rock og rul. En ting er dog helt sikker: For at tage os helt med ind i det nonchalante rockparadis, som Dinosaur Jr. henviser os til på deres mange plader, skal der mere til.   

Antirockbandet, der aldrig bliver umoderne

Men tag ikke fejl. På trods af at Murph spankulerede rundt i tennissko og spillede i takt med de tics, som jævnlig dukkede frem i hans øjne bag et tykt brilleglas, og på trods af at Barlow klædte sig med uimponerede antirockstjernenykker, og Mascis vippede frem og tilbage som en anden zombie, hver gang den ene guitarsoli blev fyret af efter den anden, var "nørdebandets" musikalske engagement bestemt nok til at imponere de fleste i sig selv. Der manglede ikke meget, for at det var virkelig godt.

Ligesom det er tilfældet hos Neil Young, leverer Dinosaur Jr. nemlig det, der skal til for et band for at blive lyttet til igen og igen. Rockromantiske melodier mikset med støjrockguitar og cool, tilbagelænet attitude visner bare ikke. Aldrig. Dinosauren overlever med sikkerhed alle os, der denne aften rockede i takt med dem. Lad os håbe, vi inden da får chancen for at rocke med dem også i Danmark igen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA