x
Thomas Dybdahl med DR UnderholdningsOrkestret: DR koncerthuset, København

Thomas Dybdahl med DR UnderholdningsOrkestret, DR koncerthuset, København

Thomas Dybdahl med DR UnderholdningsOrkestret: DR koncerthuset, København

Anmeldt af Lars Rønn Olsen | GAFFA

En af Skandinaviens bedste sangskrivere i et af verdens bedste koncerthuse – det hele klingede lidt af yin og yang, og kunne stort set ikke gå galt. Klimaks lod dog vente på sig, og konceptet fungerede ikke helt optimalt i første nummer ”Maury The Pawn” og de følgende tre numre. Det symfoniske ensemble lod umiddelbart ikke til at klæde americana/alt. country-folk-stilen, der præger Thomas Dybdahls seneste studiealbum, ”Science”. Strygerne understøttede primært det allerede tilstedeværende flydeorgel, eller agerede soloinstrument i C-stykkerne. De formåede ikke at tilføje en integreret original dimension til numrene, og tog sig kun lejlighedsvis ud som instrument i deres egen ret.

Samarbejdet mellem de to orkestre på scenen udviklede sig dog hurtigt – fra momentvise højdepunkter i outroen til ”From Grace”, over det storslåede i ”Adelaide”, til det absolut magiske på ”U”. I sidstnævnte kulminerede strygernes funktion, og var under violinsoloen i C-stykket så intenst, at selv Dybdahl trådte ud til publikum for at nyde koncerten.

Efter afdæmpede højdepunkter som "One Day You'll Dance For Me, New York City" bevægede bandet sig atter tilbage til den mere upbeat folk-genre, men denne gang var DR UnderholdsningsOrkestret helt med. Rytmisk understøttende pizzicato tog ”Cecilia” til et helt nyt niveau, og entertaineren Thomas Dybdahl fik uden problemer hele koncertsalen til at synge med på omkvædet til sangen, der høstede aftenens største applaus.

De tre sange, der udgjorde ekstrasættet blev indledt med ”Still My Body Aches”, udført blot af Dybdahl, kontrabassist Mathias Eick, og DR UnderholdningsOrkestret. Et virkeligt flot nummer, hvis opmærksomhed dog hurtigt blev overskygget af første danske smagsprøve på det nye materiale. Andet nummer var nemlig (formentlig) intet mindre end titelsangen på sangskriverens længe ventede femte studiealbum, ”Party Like It’s 1929”. Et nummer, der med store armbevægelser og standard/bigband-momenter lå ret langt fra det afdæmpede melankolske materiale på pladerne fra oktober-trilogien, men tog sig ualmindeligt godt ud i sammenhængen.

Med de indledningsvise skønhedsfejl i petitesseafdelingen kunne publikum på denne søndag aften intet andet end overgive sig til Thomas Dybdahl og DR UnderholdningsOrkestrets kombinerede magi. Stort set alt materialet fra oktober-trilogien og det meste fra ”Science” gjorde sig fantastisk med symfonien. Og hvis ”Party Like It’s 1929” er nogen indikator på næste opus, kan vi kun håbe, at Dybdahl og DR UnderholdningsOrkestret gentager succeen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA