x
Progressive Nation: Dream Theater med Opeth, Bigelf og Unexcept: KB Hallen, København

Progressive Nation: Dream Theater med Opeth, Bigelf og Unexcept, KB Hallen, København

Progressive Nation: Dream Theater med Opeth, Bigelf og Unexcept: KB Hallen, København

Anmeldt af Henrik Østergaard | GAFFA

De seneste par år har progpionererne i Dream Theater gået i bedene på Slayers Unholy Alliance og Megadeths Gigantour. Fra selv at have været en del af Dave Mustaines line-up et enkelt år arrangerer de nu deres egen, Prog Nation. Det er første gang, de har taget den med over på denne side af Atlanten.  

I udvælgelseskomiteen sidder én enkelt mand, Dream Theaters trommeslager, Mike Portnoy, som har udtalt, at hovedformålet med Prog Nation koncerterne er at eksponere mindre kendte progbands til et større publikum. De to bands, man denne aften kan tillade sig at kalde ”små”, bestod af canadiske Unexpect og det amerikanske vestkyst-band, Bigelf. 

Middelaldermetal og 70’er-riffs
Syvmandsbandet Unexpect er en mærkværdig hybrid af sigøjnermusik tilsat heavy metal fra diverse afkroge. Man kan også kalde det for en slags middelaldermetal sat over for black metal. I deres munderinger bestående af mørkere kittellignende dragter smagte de lidt af at være den progressive metals svar på Slipknot. De har tidligere været på turné med konceptmetalbandet Nile, hvis forkærlighed for både Det Gamle Ægypten og det okkulte fra H.P. Lovecrafts historier ligeledes kan tænkes at have været en inspiration for Unexpect. På trods af at det blev ganske habilt leveret – ikke mindst af en otte-/tistrenget basguitar (jeg er sgu egentlig ikke helt klar over præcis hvor mange) - spillede de dog hurtigt ørerne trætte. Koncerten var et sørgeligt pragteksempel på et ramasjang af prætentiøs – og værre endnu: kedelig! - metalavantgardisme.

Karakter: ** 

Anderledes stod det til med Bigelf, aftenens andet ”opvarmningsband” (sikke et sørgeligt ord for så fed en halv time!). I sit møde mellem 70’er-inspireret Deep Purple og den progressive rock var Bigelf et satans godt navn. Forsanger og keyboardspiller, Damon Fox, leverede en fuldfed Robert Plant-præstation på vokalen, samtidig med at han sad finurligt klemt inde mellem henholdsvis et hvidt og et mørkt orgel – et til venstre hånd og et til højre. Tyler Durden-læderjakker og den grønne velourfrakke var så opprioriterede på aftenens catwalk, at man ved at kigge på scenen godt kunne tro, man var smidt 35 år tilbage i tiden. At den fuldfede tykke mur af Sabbath-riffs blev mast flad af KB Hallens lorteakustik er vel efterhånden mere reglen end undtagelsen i sportshallen.

Karakter: ****

Satans dejlig svenskersjæl!
De er lavet af noget ganske særligt på den anden side af Øresund, det kan vi lige så godt indse. Mikael Åkerfeldt og kompagnonerne i Opeth har fjorten år og ni plader på bagen, og den anciennitet skinnede igennem denne søndag aften. Til trods for at sidste års ”Watershed” var bandets første plade med såvel den nye guitarist, Fredrik Åkesson, samt trommeslageren, Martin Axenrot, var der absolut ingen indbyrdes small steder i den timelange koncert. Ja, det var tight som pokker! Den gensidige musikalske forståelse bandet imellem var urimelig insisterende uden på noget tidspunkt at virke andet end legende let. Ergo: im-po-ne-ren-de!

Der blev lagt modigt ud med ”Windowpane” fra den lavmælte Steven Wilson-producerede plade, farisæeren ”Damnation” fra 2003. Det kom som en overraskelse, da det er ikke en nedtonet fætter som den, man forventer som åbningsnummer overfor en fyldt KB Hallen. Sportshallen – lad os bare kalde en spade for en spade, og det er i hvert fald ikke en musikhal, det her! – viste sig også her fra dens værste side. ”Windowpane” er Opeth når det er delikat, og det overordnede lydbillede var fra start af mudret.

Fra en skønakustisk ”pussy magnet”, som Åkerfeldt selvironisk forfremmede den, nynnede han efterfølgende starten til aftenens selvproklamerede ”cock magnet”, ”The Lotus Eater” fra førnævnte ”Watershed”. Herfra blev der forbedret væsentligt op på lyden, som resten af koncerten var på et overraskende godt niveau.

Opeth er på mange måder et unikt band, også hvis man sammenligner med andre progbands. Stiller man eksempelvis Mastodon og Dream Theater op i hver sin ende af den imaginære skala, vi her måler den prgressive metal ud fra, ligger svenskerkvintetten vel et eller andet sted i midten. Der er lige så langt til den upolerede råhed man specielt finder på en skive som ”Blood Mountain”, som der er til den sterile perfektion man kan finde på sidste udspil fra Dream Theater, ”Black Clouds and Silver Linings”. Opeth definerer deres egen progæstetik, og det er på mange måder måske endda genrens bedste. Karakter: *****

Progressiv suspense
Til tonerne af Bernard Hermanns ”Psycho”-score blev der i bedste indstuderet suspense-stil kørt i stilling til hovednavnets åbningsnummer, den nye ”A Nightmare To Remember”. Bandmedlemmernes skygger kunne lige akkurat skimtes bag det, vi kan kalde for et forhæng, der i øvrigt også gemte Portnoys overdimensionerede trommesæt. Da forhænget blev trukket fra, stak kniven i, og forløsningen blev mødt med søde skrig fra en skare af trofaste fans. 

Dernæst blev der først taget et skridt tilbage i diskografien med ”Constant Motion” og så yderligere et med ”Sacrified Sons”, taget fra henholdsvis ”Systematic Chaos” (2007) og ”Octavarium” (2005). Førstnævnte nummer er en kontant sag med et røvhamrende fedt upbeat omkvæd, som i dets enkelthed leveret frit fra leveren skulle vise sig at være blive en af koncertens overraskende højdepunkter. Sidstnævnte er der i mod en fortvivlende sag om 9-11-angrebet med en tekst af forsanger James Labrie. Det er en af deres mange anstrengende sange fra de seneste plader. Pladderromantisk pompøst.

Time flies
Siden mesterværket ”Train of Thought” fra 2003 er det stille og rolig gået stødt ned ad bakke for veteranerne. Bevares, der har da været momentvise helstøbte stunder, men alt i alt har de seneste tre udspil været karrierens mest skuffende. I deres forsøg på at modernisere sig indser man sørgmodigt, at tiden måske er ved at løbe helt fra dem. Det hjælper ikke at implementere Muse-inspiration i sangskrivningen, som de har haft en tilbøjelighed til på det seneste, eller generelt lægge en mere poppet dagsorden for dagen, som er tilfældet med seneste plade, ”Black Clouds and Silver Linings”. Det er lidt, som om ambitionerne om at forny sig er forsvundet.      

Og så alligevel. Æd din hat! James Labrie synger i dag bedre end nogensinde, og Mike Portnoys rundgange er stadigvæk genrens bedste. Specielt live. Men det er fandeme alligevel antiklimaks at høre ”Wither”, deres måske væreste ballade til dato, efter man er blevet fodret med én times progressiv fuldendthed fra Opeth. Den sjæl Opeth leverer i hver eneste passage, kan man ikke engang få fornemmelsen for hos Dream Theater.

Tivoliseret og dårlig lyd
Der var dog flere ting galt med aftenens koncert. Først og fremmest var lyden altødelæggende. Det blev mig senere fortalt, at der var steder i salen, hvor lyden angiveligt skulle have været okay, men stod man ude i højre side og tæt på scenen, blev man udelukkende serveret en stinkende lort af et akustikhelvede. Specielt fatalt var det i afslutningen på ekstranummeret, den episke ”The Count of Tuscany”, hvor et smukt nedtonet ballademoment sætter et godt punktum for en ellers alt for lang sang. Det er afslutningen på sangen, der gør den interessant, men ak ja, den interesse berøvede KB Hallen os for denne aften. Mens bassen var alt for høj, kunne guitaren kun lige fornemmes og da slet ikke føles. Og en følelseskold Petrucci dur bare ikke!  

Derudover er Dream Thater blevet for tivoliserede i deres live-optræden. Det er mere opvisningen, end det er egentlig musikken, det handler om. Spil nu bare røven ud af bukserne og hold op med at pille bussemænd med den trommestik, Portnoy! Og drop så den Harry Potter-hat, hr. Jorden Rudess! 

Nostalgien blev muligvis fordret med del et og to af ”A Mind Besides Itself”, ”Erotomania” og ”Voices”, samt en eminent udgave af ”Take The Time” fra ”Images & Words”, men det var alligevel ikke nok. Det var hverken nok til at redde en elendig lyd eller en generelt svag sætliste.

Karakter: ***


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA