x
Bob Dylan: Christmas In The Heart

Bob Dylan
Christmas In The Heart

Bob Dylan: Christmas In The Heart

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 14.10.2009
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Der er ingen tvivl om, at Bob Dylans seneste påfund vil dele vandene. De første har allerede været på pletten med både hovedrysten og ramaskrig. Heldigvis har Dylan aldrig taget sig af den slags, og eftersom denne signatur alle dage har været en hund efter en velproduceret juleplade, skal ingen kritik lyde på basis af Bobs materialevalg. Særligt ikke når han har taget så fremragende amerikanske højtidsklassikere op, som tilfældet er her, hvor Dylans fortolkninger af sangene rent kvalitativt matcher Elvis’ jule-indspilninger og slår kollegaer som Johnny Cash’ og Willie Nelsons forsøg på samme med syvmileskridt. Lyden på Christmas In The Heart er uhyre charmerende, og albummet lyder som en meget gammel plade, der sagtens kunne være indspillet i 50’erne. Sangene er virkelig veludførte af Dylan og band, og man får en fornemmelse af at høre dem, som de oprindeligt var tænkt. 
Bobs producer-alias, Jack Frost, har aldrig været så velvalgt som nu, og hvis man hører til den del af verdens musikelskere, der ikke får grønne knopper over det hele, når de hører ordet ”jul”, vil man helt sikkert kunne nyde dette fremragende album fra ende til anden. Forudsætningen er selvsagt, at man bryder sig om Dylans vokal, og at man kan lide julesange. Sidstnævnte kriterium gør, at det ikke er et album for alle, men de der overvinder deres skepsis og tager Christmas In The Heart til sig, er til gengæld også sikret en fantastisk december-måned rent musikalsk. Fire store julestjerner herfra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA