x
Devendra Banhart: What Will We Be?

Devendra Banhart
What Will We Be?

Devendra Banhart: What Will We Be?

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 26.10.2009
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Efter det sprælske duosamarbejde med Gregory Rogove i Megapuss er naturens muntre søn Devendra Banhart tilbage med sit sjette soloalbum og i øvrigt det første på et multinationalt pladeselskab. Om det er Warner-kontrakten eller den aldermæssige modning, der er årsagen, vides ikke, men på What Will We Be anlægger Banhart en lidt mere eftertænksom, velproduceret og mindre stilpluralistisk tone end på forgængerne Smokey Rolls Down Thunder Canyon og Cripple Crow. Han har dog stadig primært strøm på instrumenterne, modsat på sine første tre plader. Banhart er dog heldigvis ikke blevet kedelig, og albummet byder stadig på en stribe godbidder. Blandt højdepunkterne kan nævnes den let westcoast-rockende Baby, den drømmende klaverballade First Song For B, den diskret latin-klingende Chin Chin & Muck Muck, 16th & Valencia Roxy Music, der lyder lidt som, ja, Roxy Music, og det temposkiftende rocknummer Rats. Som det fremgår, går Banhart altså stadig ikke den lige vej hjem fra sangenes tårn, men han nøjes denne gang med at være veloplagt, ikke sprudlende.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA