x
Muse og The Horrors: Parken, København

Muse og The Horrors, Parken, København

Muse og The Horrors: Parken, København

Anmeldt af Christian Erin-Madsen | GAFFA

At placere Muse i Parken kunne teoretisk afføde meget bange anelser om rungende lyd fra det storladne alternative og progressive rockunivers, der er bandet. Ville lyden blive kastet rundt? Ville de finesser, der er lige så forfinede som forsanger Matthew Bellamys tag på klaveret under en sang som ”United States Of Eurasia” blive skamløst forvrængede, inden de nåede publikum?

Heldigvis nej. Faktisk tværtimod. Lyden var – overraskende eller ej - fænomenal denne aften, hvor Muse demonstrerede, hvorfor de fortjener status som et af verdens bedste livebands. De indtog scenen stående på hver deres tårn, der på majestætisk vis kunne eleveres ned til scenen og af og til sende dem mod højderne. Meget symbolsk for det niveau, der var i vente.

Instrumenterne lå godt i forhold til hinanden, med tydelig mulighed for at udskille Chris Wolstenholmes svedige bas, Dominic Howards trommer og absolut ikke mindst Matthew Bellamys ekvilibritiske guitarture. Kæmpe-hits – og meget livedygtige numre - som ”Map Of The Problematique”, ”Starlight” med den velkendte klaversignatur samt ”Supermassive Black Hole” blev suverænt afleveret. Dertil kom de inciterende små svedige heavy-mellemstykker, som bandet adskillige steder lagde ind mellem numrene - blandt andet lige efter afslutningen på ”New Born”.  Det er svært at forestille sig en drengedrøm udlevet meget renere end disse stykker. Det skulle da lige være Matthew Bellamys bredstående affyring af heavyrock-afslutningen på ”Unnatural Selection” inden det ordinære sæt fik sin ende.

Sammenlignet med Oslo-koncerten dagen forinden valgte d’herrer at skifte den blide ”Feeling Good” ud med ”Cave”, deres andensingle fra debutalbummet ”Showbiz”. Det var et interessant valg, idet "Cave" sædvanligvis ikke indgår i livematerialet hos bandet, men utvivlsomt er yderst egnet live med sin bombastiske akkordgang. Dertil kom et stykke ren nydelse, da Chris Wolstenholme steg op ved siden af Dominic Howard, og de sammen skød mod himlen, mens de drejede rundt om hinanden og leverede en svedig ”Drum&Bass Jam”, der på fin vis fjernede det ellers evindelige spotlys fra Matthew Bellamy, som følgelig kunne få et hvil. Hans dommedagsvibrato lå ellers konsekvent eksemplarisk og lækkert oven på de musikalske herligheder gennem hele koncerten.

Med et repertoire så bredt som det, Muse kan præstere, virker det forceret at ærgre sig over, at vi ikke fik den signaturprægede ”Sunburn” eller den smukke ”Bliss”. Sætlisten var i forvejen så stærk, at stort set kun ”Guiding Light” med fordel kunne have været fravalgt. Bandet udfoldede sig lige så teatralsk som Freddie Mercury ville have bifaldt, og lige så heavy-beskidt som de fleste 80'er-bands ville have slynget hovedet til. Sikke en oplevelse.

The Horrors (2 stjerner)
De hypede briter The Horrors, som stod for godt en halv times opvarmningstjans, bør adskilles fra Muse-koncerten på to vigtige punkter. Dels pegede deres optræden på ingen måde frem mod Muse-koncerten, snarere mod en introvert destruktion, som skabte en verden, folk denne aften snarere tog afstand fra end trådte ind i. Dels åd en overgearet rungende lyd meget af nydelsen fra de postpunkede støjrock-kompositioner under de første omtrent tyve minutter. Deres materiale indeholder bestemt i forvejen rungende lydflader, men her blev det for meget.

Under koncertens sidste ti minutter var det som om, der blev ændret på det, og vi fik eksempler på, at bandet bestemt har noget at have omtalen i. Den enkle ”Sea Within A Sea” med kraftigt Joy Division-touch gik eksempelvis fint igennem og var koncertens højdepunkt. Det må dog anbefales at tage ind og høre dem til en separat koncert og på en mindre venue som eksempelvis Vega, når de vender tilbage til november. Hvis de på nogen måde skal kobles til Sex Pistols, som det britiske magasin NME har foreslået, var der ikke meget krudt i pistolerne denne aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA