x
Pink: Forum, København

Pink, Forum, København

Pink: Forum, København

Anmeldt af Pelle Peter Jensen | GAFFA

To timers Pink er for lang tid. Også selvom hun kan slå kolbøtter i luften.

Den 30-årige Pink har de seneste år etableret sig som en af den internationale popscenes største aktører. Med et klokkeklart image som værende én, der ikke går op i lige netop den slags, har Pink positioneret sig som en mild rebel. Hun har for vane at give stikpiller til alt fra kolleger i musikbranchen til uforstående forældre, og har den vej fået rollen som soundtrack til ungdomsoprør på teenageværelser, verden over. I Forum, lørdag aften, var aldersspændet blandt publikum dog meget bredt, og Pink havde tiltrukket både børn og bedsteforældre. Dominerende var dog de allestedsnærværende venindegrupper, hvoraf flere i aftenens anledning havde ladet deres hårpragt få lyserødt præg. Og ikke bare publikum lod til at have forberedt sig på en stor aften. Med diverse storskærme, en massiv catwalk og en prangende cirkustematik, var der lagt op til et stort show.

Rutschebaner og klovne
Det startede også lovende. Efter en mindre introfilm kom Pink pludselig flyvende op igennem gulvet, for så at blive hejst gennem salen op til scenen, hvorfra festen blev sat i gang. Den scene, der hidtil havde været tildækket blev nu afsløret og bestod af en omfattende konstruktion i to etager med både rutschebaner og endnu flere storskærme. Omgivet af klovne og ballerinaer blev Forum budt velkommen til Pinks gennemførte "Funhouse" - et univers og en tour opkaldt efter hendes seneste album. Festen blev sat i gang med hits som "Just Like A Pill", "Who Knew", "Don't Let Me Get Me" samt et cover af "Highway To Hell", og fik lynhurtigt de små 10.000 publikummer i en fantastisk stemning. Et velspillet backingband gav de poprockede sange lidt ekstra kant og gennemslagskraft, og Pink selv virkede også veloplagt.

Hæs med hæs ovenpå
Efter tyve minutter kom det første tøjskift. Efter først at have vimset rundt i ultrastramme latexbukser og en minimal top, stod den nu på blonde-bh og ditto gamacher. I dette outfit gav hun en über-Madonna-inspireret coverversion af Divinyls' "I Touch Myself", liggende på en sofa med sortklædte danseres hænder alle de rigtige (læs: forkerte) steder. En lidt mærkværdig disposition set i forhold til hvor ofte Pink har udstillet bl.a. Jessica Simpson og Britney Spears' letpåklædte udtryk. Generelt stod de mange, lange, tøjskift og letpåklædte dansere i kontrast til den lidt rockede og rebelske stjerne, man kender fra videoerne. Det var helt klart et show, der på alle facetter var i samme kategori som de navne, hun ellers normalt forsøger at distancere sig fra. Dog har Pink ikke - ligesom flere af sine konkurrenter - en særlig stor stemme. Hun havde flere gange rigtig svært ved at trænge igennem, og de fleste omkvæd blev eksempelvis leveret af hendes korpiger. Samtidig begrænsede det hendes udtryk markant, og i længden lød rigtig mange af hendes sange som hinanden. Derfor tabte koncerten også langsom,t men sikkert niveau, og helt galt gik det, da hun akkompagneret af en akustisk guitar smalltalkede sit publikum ihjel på fem minutter, og efterfølgende kastede sig ud i den tarvelige "Dear Mr. President" med billeder af George Bush, soldater og sultne børn på storskærmene. Folk var helt klart kommet for at få en fest, men den efterfølgende kedelige version af Led Zeppelins "Babe I'm Gonna Leave You" trak blot tiden yderigere ud. Det fungerede ikke.

Luftens uheldige helte
I alt spillede hun små to timer. Og det kunne hun ikke bære. Som ekstra fyld blev bl.a. også en coverversion af "Bohemian Rhapsody" og Gnarls Barkleys "Crazy" givet i mangel af aktuelle gode singler. Men det virkede netop bare som fyld, og fik sammen med en tynd sætliste den sidste halvdel af koncerten til at virke decideret tam. Der var da også allerede trafik i garderoben efter blot en time og et kvarter, og den tog til i styrke koncerten igennem, eftersom endnu flere tøjskift og uinteressante indslag udvandede den gode start. Da trumfkortet "Get The Party Started" blev smidt, var det for sent. Selvom der blev hejst utallige mennesker op og ned i luften de sidste tyve minutter, var gnisten der bare ikke. Og den efterfølgende nedtælling til ekstranummeret "Glitter In The Air" - der selvfølgelig også foregik i luften - var også helt flad og suspense-forladt.
Ét misforstået ønske om at ville give folk valuta for pengene resulterede i en langtrukken forestilling, der skulle være reduceret med mindst tyve minutter og 6-7 numre. Så kunne man have fået den fest fra start til slut, som både Pink og publikum ville kunne klare. Lørdagens Funhouse endte desværre overhovedet ikke særlig sjovt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA