x
Pet Shop Boys: KB Hallen, København

Pet Shop Boys, KB Hallen, København

Pet Shop Boys: KB Hallen, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Der var komplet udsolgt i KB Hallen, selv på en tirsdag aften i december, men nu er Pet Shop Boys jo heller ikke hvem som helst - jeg vil tro, den britiske duo kan mønstre flere ørehængere end de fleste andre navne, store som små, og det har gjort gruppen til et regulært verdensnavn, og det til trods for, at d'herrer Tennant og Lowe faktisk altid har skåret deres melodistærke popmusik fra en skæv vinkel, ofte både musikalsk såvel som lyrisk. Da jeg stod i kø for at komme ind til koncerten, var et par piger bag mig i færd med at tale om andre koncertoplevelser tidligere på året, og her blev rundet både Britney Spears og Pink og snakket Whitney Houston. Hvilket er omtrent så langt fra mine egne smagsløg, som man kan komme, da min indgangsvinkel til Pet Shop Boys er via den engelske synth- og new romantic-scene med dens rødder i lige dele kold maskinfascination, gotisk postpunk og overdreven dekadence. Men episoden eksemplificerer måske meget godt, hvad Pet Shop Boys kan; nemlig at forene det skæve og aparte med det suveræne håndværk og en næsten uhyggelig præcis forståelse for det populære, og i deres bedste øjeblikke er der vel ikke rigtig nogen, der mestrer lige præcis dén disciplin lige så effektivt som den britiske electropop-duo.
 
Pet Shop Boys har brugt det meste af en karriere på at forsværge rockstjerne-klichéer, men måske netop derfor var det lidt morsomt, at gruppen var en halv time forsinket. Til gengæld var de værd at vente på, også i dén grad. KB Hallen er vel ikke just vidt berømmet for sin suveræne lyd, for nu at udtrykke det diplomatisk, men ikke desto mindre var det noget nær, hvad Pet Shop Boys præsterede. Bevares, en del af musikken afvikles via backing tracks og er derfor lettere at kontrollere lydmæssigt end et halvt symfoniorkester med heavy-guitarister og et par rappere, men også live-elementerne, Tennants vokal, Lowes synthesizere og elektroniske trommer såvel som de fire backing-sangere, der ligeledes optrådte som dansere (jeg tror, de alle har kondition som atleter!), lå det meste af koncerten igennem yderst velbalanceret i det overordnede miks, hvilket sikrede gode lydforhold fra første til sidste nummer.
 
Farver og striber!
Hvis man troede, det var flot lydmæssigt, så blev man nærmest blæst omkuld af det visuelle show. Det er altid en visuel oplevelse, når Pet Shop Boys går på scenen; deres overdrevsæstetik er en integreret del af det samlede udtryk, men jeg tror egentlig, jeg synes de rent faktisk var endnu skarpere denne gang. Ud over Tennant og Lowe, der skiftede kostumer flere gange undervejs (og hurtigt), optrådte, som nævnt, fire dansere, der samtidig også agerede backing-vokalister på flere numre, og de både sang og dansede teknisk flot. Men ud over at det altså var flot at se på, så var showet fyldt med skarpe detaljer af den slags, man kender og elsker Pet Shop Boys for. Første halvdel af koncerten optrådte danserne maskerede, iført papkasser og stramtsiddende dragter, som en slags pixel-sexsymboler, anonyme i og med maskeringen. Man sendte folk som The Residents og The Knife en venlig tanke. Men pludselig gav to af pixeldanserne sig til at strippe, indtil de var klædt i små, stramme kjoler, og til sidst røg også papkasserne og afslørede to smukke, androgyne tvillingekvinder - en veltænkt pointe, der dels ophøjede tanken om det anonyme sexsymbol til anden potens - tvilling, klon, you name it - og som samtidig spillede på de seksuelle fetisch-undertoner, som Pet Shop Boys altid har dyrket, og som naturligvis også kom til udtryk under den homoerotiske "It's A Sin", hvor tvillingerne slangede sig incestuøst om hinanden og Lowe, som slangen i det maskinelle Paradis, kastede dem et æble.
 
Bagscenen var dækket af store, hvide klodser, som en mur, og der var da også en klar Pink Floyd-reference til stede, da muren blev væltet, hvorefter fragmenterne blev anvendt både som sceneelementer og til at beskyde med projektioner af alskens art resten af koncerten igennem. Referencer var der i det hele taget nok af undervejs; Kraftwerk-samples dukkede op i lydbilledet det ene øjeblik, Tschaikovsky senere, i forbindelse med den afsluttende bittersøde "It Doesn't Often Snow At Christmas", som tilmed bød på dansende overpyntede juletræer. Pet Shop Boys, Tchaikovsky og smækre dansere i juletræskostumer; mere bøsset bliver det næppe, og hvor var det rendyrket sjovt!
 
Hits og ballader
Selvom koncerten bød på lidt flere af de ømme ballader, end jeg personligt ville have foretrukket, selvom jeg nok aldrig lærer helt at holde af senfirser-melodi grandprix-stemningen på "Se A Vida E", og selvom jeg syntes sætlisten overordnet set var bedre i Tivoli for et par år siden, så ændrer det ikke ved det faktum, at Pet Shop Boys leverede et show til topkarakter. Det var dybt, dybt professionelt på alle fronter, Tennant sang fornemt, Lowe spillede tight, og de fire hjælpere både sang og dansede imponerende, og samtidig var der en tydelig glæde og stolthed til stede, som var absolut smittende. Og så blev der eksperimenteret med formerne. Flere numre blev klippet sammen undervejs og pegede på overraskende musikalske slægtsskaber, og så var der vel ingen, der for alvor havde ventet, at "Go West" blev fyret af så tidligt undervejs, som tilfældet var.
 
Det var måske ikke alle eksperimenter, der fungerede lige godt, men heller ingen kiksede i mine ører, og jeg synes, Pet Shop Boys skal belønnes for at vælge overraskelsen i stedet for de sikre esser hele vejen hjem. De sikre esser er måske nok de bedste, men selv det bedste af det bedste kan blive for meget, hvis man aldrig serverer andet. Jeg var en pinligt glad goth fra første til sidste nummer, jeg gik fra koncerten med både en stor positiv oplevelse såvel som lidt at tænke over. Og så naturligvis dybt imponeret. Ja, man ved godt, at de drenge har mange år på bagen, og at de kan deres kram, men det fortjener stadig ros, ingen tvivl om den sag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA