x
Julie Berthelsen og Martin Brygmann: Tivolis Koncertsal, København

Julie Berthelsen og Martin Brygmann, Tivolis Koncertsal, København

Julie Berthelsen og Martin Brygmann: Tivolis Koncertsal, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

For fjerde år i træk afholdt Slesvigske Musikkorps, forkortet noget så poetisk som SMUK, deres stort anlagte nytårskoncert i Tivolis Koncertsal søndag aften. Og ganske som en nytårskoncert lyder af pomp og pragt og festfyrværkeri og sjov og ballade, så fik man også lidt af det hele leveret i dette show. Farvet lys, helte-trompeter, en tragisk historie fra Julie Berthelsens familiesaga, en sang på grønlandsk, et poppet Phil Collins-medley, samt, ikke at forglemme, Martin Brygmann i dametøj,

Her i Tivolis Koncertsal var det selveste forsvaret, der bød velkommen. Slesvigske Musikkorps er nemlig et af militærets tre professionelle ensembler, og selvom de ikke fornægter deres rødder, gøres der i pressematerialet et stort nummer ud af, at orkesteret ikke længere "bare" spiller march- og militærmusik, men at de har fulgt med tiden og lige så godt mestrer de klassiske værker såvel som den rytmiske musik.

Showet havde spillet syv gange inden denne aften, hvoraf de fire har været på orkestrets hjemmebane i Haderslev.  Alting var indøvet lige præcis så meget, at det "sad i skabet" uden at være rutinearbejde.

For der var stadig plads til det, der i hvert fald virkede som improviserede indslag. Selvsagt ikke på den musikalske side – dertil er ensemblet alt for stort, men både dirigenten René Bjerregaard Nielsen, solist Julie Berthelsen og ikke mindst aftenens konferencier Martin Brygmann gav den på slap line - om end man selvfølgelig godt kunne gennemskue, at nogle af vittighederne havde været brugt under de øvrige koncerter også.

Berthelsen og Brygmann
Julie Berthelsen fandt sine ben på scenen med det samme i sin egen "It's a Wonderful Feeling", og hun skal i det hele taget have topkarakter for en overbevisende og nærværende præstation. Hun talte til de mange mennesker i Tivolis Koncertsal med samme intimitet og nærhed, som hvis hun havde stået på et lillebitte spillested. Selve sangpræstationen var fejlfri og sammen med små historier om hendes splittelse mellem Danmark og Grønland (sangen "Hjertet delt"), hendes forældres kærlighed ("Alt hvad hjertet kan bære") og hendes fasters tidlige død ("Neriunneq") var der ikke et øje tørt.
 
I modsætning til Julie Berthelsens varme og åbenbare musikalitet fik Martin Brygmann givet den som spøjs og underspillet særling, i den originale blanding af ironi og naivitet, der er hans særkende. Om end man faktisk ikke så meget til konferencieren i første sæt (orkestret og Julie klarede mange overgange selv), så fik han blandt andet lavet en fin og morsom introduktion af euphonium-solostykket og af det ikke så kendte instrument. Herudover var det sjovt at høre ham synge så meget (også uden Peter Frödin, som har det med at stjæle glansen, når de to synger sammen) og også sjovt at høre "En kort, en lang" med sin originale, danske tekst. Og så behøver man vel blot beskrive Martin Brygmann i stropløs, stram guldlamékjole i personificering af kvindelig, polsk Talent 09-vinder, før et uhyre komisk billede toner ind på nethinden.

Og når nu vi er ved det sjove, så var det også at vise ægte musikalsk mod, da de fire kvindelige medlemmer af det ellers mandsdominerede orkester forlod deres faste pladser og gav den som Spice Girls-kloner med både original live-sang og dans.

Værker og hits
Koncerten bød på rigtig mange gode genhør med Brygmanns værker og Berthelsens hits. Og selvom det virker selvmodsigende at klandre orkestret for at have for mange blæsere (idet SMUK jo ret beset er et brass band), så blev mange af de rytmiske numre druknet i messingblæs. Numrene fungerede sådan set fint, for den tilførte rytmegruppe var stærk, men blæserne virkede påklistrede og nogle gange næsten irriterende, fordi man kom til at savne originalnummerets enkelhed.

Koncertens højdepunkt var det eneste "rigtig" klassiske værk på programmet, nemlig Dvoraks "Slavisk Dans" (som egentlig er en re-arrangeret strygekvartet), hvor orkestret rigtig kom til sin ret. På andenpladsen kom de filmmusikalske værker af John Williams ("Midway March" og "E.T."), hvor "helte-trompeterne" (som vi også kender så godt fra Star Wars-temaet af samme komponist) blev brugt, lige som de skulle.

Klassisk/rytmisk fusion, når det er værst
For at være helt sikker på, at ingen glemte, at det var en nytårskoncert, fik publikum til sidst første vers af "Vær velkommen herrens år" fremført af Julie Berthelsen, og det var bestemt ikke hendes glansnummer. For selvom niveauet i showet egentlig havde været opadgående hele vejen, blev de bange anelser om fusionen mellem klassisk og rytmisk musik, man måske havde haft inden, gjort til virkelighed. Den fine klassiker som salmen er, blev fortolket og forvrænget med en umiskendelig popfrasering – sikkert noget, som nogle vil synes er en forfriskende fortolkning, ja, men som det nok forstås ikke er alle, der elsker.  

Og her hen mod slutningen stak endnu en grimrian sit hoved frem. For ensemblet lagde ud med en instrumental version (som første nummer af det, der skulle vise sig at blive et medley over en række Phil Collins-sange) af "Another Day in Paradise". Man hørte her et eksempel på rytmisk musik i klassiske hænder, når det er værst – usynkoperet og med en alt for straight og unaturlig feeling. Senere herefter blev de to solister heldigvis koblet på (på "You Can't Hurry love", Easy Lover" og "Groovy Kind of Love"), og showet vandt terræn igen.

Den store finale bestod af endnu et potpourri bestående af Brygmann-hits. Martin som leadsanger og Julie på kor sang og dansede os ud i vinterkulden igen med kendinger som "Ud i det blå kun med klipklapper på", "Kom lad os gå" og "Vent på mig".  

Smag og behag
Et musikkorps som SMUK består i sit udgangspunkt kun af messingblæse-instrumenter. Og lige så godt som det passer til musik, der er skrevet for den besætning, lige sådan kan det både høres og føles, at der mangler noget og er for meget af noget andet, når der spilles popmusik. Vi er vant til, at poppen er sovset ind i strygere, men en overrepræsentation af messingblæsere som her giver en underlig balance. Og ud over lyden så ser det også lidt spøjst ud, når en uniformsklædt janitshar i stiveste puds giver den som hårdtslående rockmusiker bag et trommesæt.  

SMUKs musikalske niveau er professionelt og højt, og kvaliteten af de toner, der forlader scenen, er der ikke noget i vejen med. Men smag og behag er forskellig, og uheldigvis faldt selve nytårskoncerts idégrundlag ikke i denne anmelders smag. Når man blander den rytmiske og den klassiske verden, må det være for, at de to tilgange til musikken skal berige hinanden og skabe et nyt og originalt og velklingende resultat. Det var ikke tilfældet her. Tværtimod, så trak de hinanden ned, og man sad alt for mange gange og tænkte, at det stilfremmede gerne måtte forsvinde, så man kunne få den ægte vare.

SMUKs forsøg på at sigte bredt er prisværdigt, men det brede favntag, som skulle have været deres force, ender med at blive deres svaghed, fordi de vil noget, der ikke passer rigtig godt til deres natur.

Så med et show, der ikke manglede noget, et ensemble, der leverede, hvad de lovede, og to gode solister på positivsiden, men et uholdbart koncept på negativsiden, ender SMUKS Nytårskoncert som en middelmådig oplevelse, som hverken beriger eller begejstrer.




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA