x
Florence And The Machine: Store Vega, København

Florence And The Machine, Store Vega, København

Florence And The Machine: Store Vega, København

Anmeldt af Christian Erin-Madsen | GAFFA

Der er øjeblikke, hvor en kunstner kan løfte én ind i en parallelverden ved sin blotte stemme og inderlige performance. Ved sine sublime skift mellem det storladent sfæriske, det insisterende tryglende og det bløde sårbare, rejste de små hår sig på armen, og 23-årige Florence Welch beviste, at hun tilhører den absolutte sangerinde-superliga med en perfektionisme, der placerer hende på højde med Tori Amos.

I et univers præget af det folkrockede, det symfonisk poppede og det soulede fik vi de suveræne "Dog Days Are Over" med de markante dobbeltklap, den inciterende "Rabbit Heart" samt "Howl" med den primaltunge trommerytme - et af debutpladens absolut bedste numre. Netop sidstnævnte er et formidabelt eksempel på, hvornår oplevelsen af Florence And The Machine er allerbedst: Når hendes svævende vokal får modvægt af de tunge trommer, og atmosfæren bliver fyldt af variationer fra guitar og keyboard. På sange som "Hurricane Drunk" og "Cosmic Love" desuden akkompagneret af den smukke harpeklang fra Tom Monger som et absolut velvalgt bidrag. Samlet føles det som små eksplosioner sat over for elegance.

Hendes tekster handler ironisk nok om adskillige ubarmhjertige alvorligheder som et par, der tæsker løs på hinanden ("Kiss With A Fist") eller om at drikke sig selv ihjel på grund af ulykkelig kærlighed ("Hurricane Drunk"), men netop det hjælper formentlig en dualisme på vej, der bringer hende derop, hvor hun til Brit Awards vandt albumprisen "British Materclass Album". Dertil indtog hendes album fra udgivelsesdagen i juli 2009 andenladsen på den britiske chartliste gennem fem uger – kun overgået af den urørlige genudgivelse af Michael Jackson – og nåede i januar førstepladsen. En forrygende raketstart for kunstneren, der trak et udsolgt Lille Vega i oktober og et nu udsolgt Store Vega.

Sammenlignet med hendes koncert på Beat Day-festivalen var der en verden til forskel - rummets sublime lyd, hendes gennemslagskraft samt rent visuelt det blomstersmukke og nærværende scenelook som de tydeligste forskelle. Aftenens forestilling var længere end Beat Day, men stadig kort og til benet – 55 minutter inklusive ekstranumre. Hun valgte ærgerligt nok at tage det vanvittigt smukke Fever Ray-cover "If I Had A Heart" samt nummeret "Blinding" ud af repertoiret. Numre, hun ellers har spillet til tidligere livekoncerter. Men når hun med så unik karisma og et stærkt - om end ikke enestående - debutalbum i den grad evner at levere varen, kan man kun drømme sig hen til, når hun en dag med et bredere bagkatalog og en dermed større samt mere varieret tur rundt i sit univers, så afgjort vil kunne nå den absolutte topkarakter. Denne aften demonstrerede hun på suveræn vis sine forrygende evner.   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA