x
Deftones: Diamond Eyes

Deftones
Diamond Eyes

Deftones: Diamond Eyes

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 03.05.2010
Anmeldt af
Keld Rud

Oven på bassist Chi Chengs trafikulykke og efterfølgende langvarige hospitalindlæggelse var Deftones' fremtid i en rum tid tvivlsom. Heldigvis valgte bandet at indspille dette deres sjette album, og vennen Sergio Vega gjorde det muligt ved at vikariere for Cheng på bas. Diamond Eyes følger den kurs, Deftones satte med forgængeren Saturday Night Wrist, både hvad angår kvalitet og stil. Det åbnende titelnummer er et af de mest direkte, melodiøse og fængende, Deftones har komponeret siden Around The Fur. Et ondt og meget tungt vers bliver forløst i et drømmende omkvæd. På de resterende ti sange viser Deftones, at de mestrer dynamikkens kunst til fulde. De er mindre direkte og kræver flere gennemlytninger, før de sætter sig. Deftones bevæger sig mellem krasse og arrige sager som CMND/CNTRL og Prince, hvor guitarist Stephen Carpenter får lov til at riffe hårdt, mens forsanger Chino Moreno giver frit løb for sine brøl. Og mere stemningsfulde og semiafdæmpede sager som den vuggende You've Seen The Butcher og Beauty School, der begge gør brug af brede udsvævende lydflader. Albummet er meget homogent. Når man først kommer forbi titelnummeret, er der ikke nogle sange, der stjæler opmærksomheden fra de andre, og der er omvendt heller ikke nogle svipsere. Diamond Eyes står dermed som et af Deftones' stærkeste udspil kun overgået af tidligere nævnte Around The Fur og White Pony.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA