x
The National: High Violet

The National
High Violet

The National: High Violet

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 10.05.2010
Anmeldt af
Simon Christensen

Matt Berninger og kompagni fortsætter i det samme sorgmodige, slukne tempo på deres femte album, High Violet, efter et par afstikkere siden de nærbeslægtede Alligator (2005) og Boxer (2007) med The Virginia ep og Dark Was The Night-projektet. High Violet er et smukt album, som både har singler, hooks og antipoppede punchlines (Sorrow, Anyone's Ghost og Bloodbuzz Ohio), men som i bund og grund skuffer ved at lyde alt for meget som forgængerne, personificeret ved Bryan Dessners Peter Katis-producerede trommer. Ohio-emigranterne i New York, The National, viger ikke fra deres personlige spor. De lyriske, lettere abstrakte temaer hænger som vanligt godt sammen med den dybe stemningsmættede dystopi, som Berninger forstyrret vælter rundt i med vendinger som "I'll swallow the shine of the sun" eller "I didn't wanna be anyone's ghost".
Set hver for sig virker albummet 11 skæringer alle fint, idet de bevæger sig inden for samme patenterede univers. De sikre favoritter er den nedslående Sorrow, som kalder "I don't wanna get over you", og hjemstavnsfeberanfaldet Bloodbuzz Ohio. Kun Afraid Of Everyone og Conversation 16 har lidt postrocket vildskab i guitarlyden, mens de herlige afdæmpede hornballader Runaway og England er lidt gemt på pladens slutning. Matt Berningers vokal er stærkest, når tempoet er lavt og tonelejet dybt; symptomatisk for et band, der har det bedst på hjemmebane. Følelsen, der afløser de musikalske mestres forudsigelige stemninger, er undertiden kedsomhed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA