x
Jeff Beck: Emotion & Commotion

Jeff Beck
Emotion & Commotion

Jeff Beck: Emotion & Commotion

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 13.04.2010
Anmeldt af
Henrik Friis

Jeff Beck fik et forrygende comeback sidste år med sin live-cd fra Ronnie Scott's, hvor specielt hans eget guitarspil var det måske bedste, mest fantasifulde og i hvert fald konstante i den lange karriere. Nu har 65-årige Beck så været i studiet for første gang i syv år – og har taget 30 symfonikere med i ambitionen om at kombinere  klassisk med den fusion og rock Beck ellers excellerer i.  Og projektet lykkes på Becks egen måde. For det er sjældent, man hører så fuldstændigt gnidningsfrie overgange mellem Jeff Buckley (Lilac Wine – glimrende sunget af Imelda May) og Puccini (Nessun Dorma) for bare at nævne ét ultra smukt eksempel. Men set-up'et også har sin pris: dels den konstante storladne melankolske stemning, ligesom Beck heller ikke er på mange af de skæve, eventyrlystne gribebræts-eskapader, men i stedet maler med flotte, varme farver og rolig hånd - og satser på deciderede sange (bl.a. med  en dejlig funket Joss Stone). Konsekvent. Gennemført.  Og heldigvis stadig med nuancer nok til, at man spidser ører, hver gang Beck rører strengene. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA