x
Skunk Anansie : Copenhagen Live, Tiøren

Skunk Anansie , Copenhagen Live, Tiøren

Skunk Anansie : Copenhagen Live, Tiøren

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Det er ikke just gendannelsesforhåbninger på Led Zeppelin-niveau, der er gået forud for britiske Skunk Anansies genoptagelse af karrieren efter knap ti års pause. Således kan man have en teori om, at det er fordi, Skin, Cass, Ace og Mark vitterligt har genfundet spillelysten, at de nu atter er på landevejen. Denne teori bekræftes i hvert fald i fuldt ud ved mødet med de fire medlemmer, sådan som de fremtræder på scenen denne tidlige onsdag aften på Amager.

Med ét sætter de i gang med "Selling Jesus", der også åbner debutalbummet "Paranoid And Sunburnt" fra 1995, og det med sådan en kraft, at fusen helt tages på tilhørerne, og ethvert skeptisk smil om opportunistiske reunion-dollars fejes væk med et slag. Altoverskyggende er naturligvis den atter skaldede Skin, der trods en alder på 42 ser ud til at være i sit livs form. I løbet af ganske få sekunder kan hun transformere fra det skræmmende og intimiderende til det søde og charmerende – og videre til det aldeles sexede.

Efter gennem tiden at have bevidnet utallige sangere vælte sig rundt i ubehjælpelige klichéer – ikke kun tekstuelt, men også i forhold til deres sceneoptræden – er det en ualmindeligt stor befrielse at opleve, hvordan karisma og en voldsom fandenivoldskhed løfter Skin op i en liga af frontfigurer, som man i glemsomme stunder helt kan glemme findes. De intense blikke, den voldsomt spændstige springen rundt, samspillet med guitarist Ace – som slikkes i nakken, bliver brugt som fodskammel og sirligt får klemt sin brystvorte under en solo – kombineret med den fortsat forrygende vokal garanterer, at man ikke et eneste sekund keder sig, så længe hun er inden for ens åsyn.

Desværre er publikum af den slags, der skal overvindes – også helt fremme blandt de forreste rækker. Der storsludres i en grad, som er helt ufattelig, og det hiver pusten ud af ellers glimrende fremførelser af "Charity" og siden hen "100 Ways To Be A Good Girl". Derudover er lyden i det første lange stykke tid helt til hundene. Den bliver imidlertid langsomt bedre, og tilsvarende langsomt finder også overvindelsen af publikum sted. Den første store sejr kommer i form af "I Can Dream", der ligesom "Selling Jesus" også overfuser folk på bedste vis.

Godt midtvejs serveres storhittet "Hedonism (Just Because You Feel Good)" fra "Stoosh" –  gruppens andet album, som udkom i 1996 – til publikums store begejstring, ikke mindst fordi nummeret tillader en ivrig syngen med. Straks efter går bandet velovervejet over i klassikeren "Weak" –  et nummer, som man var overbevist om, de ville spille, og som man derfor havde de vanlige hit-forventninger til.

Disse bliver imidlertid overgået, da Skin træder ud i publikum, mens hun synger videre og således står smukt og vakkelvornt i menneskehavet – inden hun lader sig falde og dermed på allermest bogstavelige vis stoler på sine medmenneskers støtte. Et aldeles velfungerende stykke optræden, der løftede "Weak" helt derop til de koncertminder, man næppe glemmer lige med det første.

Undervejs får vi også serveret et nyt nummer, som fint holder niveauet, inden der sluttes af med et – for fans i hvert fald – velkendt spørgsmål: "Who put the little baby swastikkka on the wall?". Gruppens allerførste single serveres energisk og overbevisende – og så er det slut. Måske er det det lettere anakronistiske aspekt, der altid vil være til stede, når gendannede bands optræder, som efterlader én med en noget diffus følelse indeni – men det føles allermest bare som om, at man vitterligt har oplevet en helt regulært god koncert, og at Skunk Anansie i bund og grund fortsat er et relevant band. Trods sludrende publikummer, der skulle overvindes, samt en lyd, der skulle rettes op på, står koncerten til syvende og sidst tilbage som en af de oplevelser, man kun nødigt ville have været foruden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA