x
Nickelback: GM Palace, Vancouver

Nickelback, GM Palace, Vancouver

Nickelback: GM Palace, Vancouver

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

Torsdag aften indtog canadiske Nickelback hjemmebanen GM Place i Vancouver. Ingen i Vancouver, jeg havde snakket med, havde købt billet eller overhovedet hørt om koncerten, da alle her (som alle andre steder i verden) gør en dyd ud af at tage afstand fra alt, der har med Nickelback at gøre. Alligevel havde 30.000 mennesker købt billet til den totalt udsolgte koncert? 

"Nickelback er så deprimerende, at man skal prise sig lykkelig for, at Kurt Cobain ikke er i live, så han kan høre det."

Sådan lød anmeldelsen i Rolling Stone Magazine, da bandet udgav deres første kommercielle succes "Silver Side Up" tilbage i 2001. Samme udgivelse gjorde Nickelback til den mest sælgende udenlandske kunstner i USA siden Beatles – alene i USA solgte "Silver Side Up" fire gange platin. Samme udgivelse var den mest solgte i England i 2002. Siden 2001 har bandet solgt 30 millioner enheder world wide. Trods denne kommercielle succes stemte The Word Magazines læsere i 2009 bandet ind som det værste band nogensinde med små 20 % af stemmerne – samtidigt havde Nickelback havde 2,2 millioner fans på Facebook. I 2007 tog avisen USA Today emnet Nickelback op. Hvordan kunne alle, når de bliver spurgt, hade bandet, når det kommercielt var et af de mest succesfulde gennem de sidste 20 år?

Jeg har gennem de sidste uger forgæves forsøgt at booke et interview med Chad Kroeger (frontman i Nickelback), da jeg gerne ville høre hans mening om dette. Da det ikke er lykkedes, må det næstbedste jo være at se giraffen. Så sammen med 30.000 andre tog jeg torsdag aften plads i GM Place, Vancouver, for at overvære en aften med, hvad der må betegnes som musikhistoriens mest succesfulde fiasko. 

"Hvis du leder efter originalitet, er du bedre tjent med at få refunderet dine penge, end at købe Nickelbacks album"

Sådan fortsatte Rolling Stone Magazine, da "The Long Road" udkom i 2003. Denne udtalelse så ingen af de 30.000 fremmødte i GM Place ud til bekymre sig om, da bandet kom på scenen denne aften. Nickelback kommer oprindeligt fra nabostaten Alberta, men flyttede til Vancouver, BC, sidst i 90'erne. Brødrene Mike og Chad Kroeger arbejdede på Starbucks, mens de prøvede at sparke karrieren igang – så Nickelback regnes i dag for et Vancouver-band.

Koncerten starter med et brag, fra start er der mere ild og eksplosion på scenen end til nogen Iron Maiden-koncert fra 1980'erne. Ret hurtigt bevæger bandet sig over i greatest hits. Vi får "Photograph", hvor billeder fra bandets ungdom i Vancouver vælter over scenens storskærme. Der er kontakt med publikum hele tiden, og bandet deler tequila shots ud foran scenen under hele koncerten. "Leader of Men" bliver spillet som en hyldest til det pot, der dyrkes i British Columbia. Man må give Chad Kroeger, at han sætter en dyd i at underholde; ikke på noget tidspunkt mister han kontakten med publikum, og han tager gladeligt imod den regn af bh'er, der smides op på scenen. Undervejs er der tid til at snakke om det OL-ishockey-guld, Canada hentede i selv samme arena, som vi står i nu, og Chads tekniker kommer på scenen og dansker breakdance til Michael Jacksons "Beat it", ligesom opvarmningsbandet, Shine Down, kommer på scenen og deler øl ud til publikum foran scenen.

Hen mod slutningen får vi alle de hits, som alle, når adspurgt, hader, men alligevel synger med på denne aften i Vancouver.

Jeg havde ingen forventninger til koncerten, men blev faktisk positivt overrasket. Utrolig velafbalanceret lyd, fint show og en utrolig masse nærvær fra bandets side – hvilkede smittede af. Jeg ejer ikke en Nickelback-cd og kommer nok heller aldrig til det, men at opleve dem live her på deres hjemmebane var faktisk en super oplevelse. En oplevelse, der mindede mig om, da jeg tilbage i 2005 så Green Day på Roskilde Festival. Jeg havde heller ingen forventninger til den koncert og blev meget positivt overrasket over den energi og spilleglæde, der smittede af fra scenen. Denne sidste aften på deres verdenstour havde Nickelback noget af den samme udstråling og energi, og jeg ville ikke have været koncerten foruden – men bliver nu nok aldrig Nickelback- fan på Facebook. Men kan nu heller ikke forstå, hvorfor Chad Kroeger er lagt sådan for had. Han virkede som en mand, der brænder for det, han laver, serverer det med et kæmpe show og stadig en vis ydmyghed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA