x
The National : Arena, Roskilde Festival

The National , Arena, Roskilde Festival

The National : Arena, Roskilde Festival

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Da det amerikanske indierockband The National (først fra Ohio, nu Brooklyn) åbnede med "Mistaken For Strangers" fra deres hovedværk af en plade, "Boxer" (2007), så stod det allerede klart, at Roskilde-koncerten kunne blive en stor ting. Dels fordi guitarlyden med Dessner-brødrenes signatur allerede fra starten var dominerende, varm, grov og rustik, og derfor gav kvintetten en ekstra dimension live. Dels fordi The National er lidt i risikozonen for at gentage sig selv kunstnerisk med deres femte plade "High Violet" fra maj.

Men i stedet gik Matt Berninger og co. på rovdrift i kataloget og spillede ganske simpelt alle The Nationals bedste sange over den fem kvarter lange magtdemonstration på Roskilde Festivalens bedste scene.

Bandets midtpunkt og tekstforfatter, Matt Berninger, optrådte som vanligt med en neurotisk følsomhed, stod med lukkede øjne og brummede fra midten af scenen. Her blev han flankeret af tvillingebrødrene Aaron og Bryan Dessner på guitarer med mere, førstnævnte er The Nationals sangskriver og har i øvrigt en dansk forbindelse gennem sin bedre halvdel. Altimens gruppens andet brødrepar, Devendorf, tog sig af rytmesektionen. I liveopsætningen er The National otte mand på scenen med blæsere og ekstra keys.

Berninger fortsatte med "Anyone's Ghost", der blev leveret ret ligefremt, mens publikum for alvor vågnede op med "Bloodbuzz Ohio", som har været The Nationals single i foråret. Hvilken grimasse passer til en The National-koncert? For mens Berninger kalder med enten aggressive eller smertefulde strofer som "Diving, diving, diving off the balcony", så svarer publikum paradoksalt med store jubelbrøl og "Fuck yeah!". Der er også et eller andet skørt og kunstigt præg over, at forsangeren behandler angst-temaer så ofte og stærkt i sine tekster og sin gestik, men alligevel ikke er mere psykisk forstyrret, end han sagtens kan fortælle jokes i talrige interviews eller stille sig op som midtpunkt foran 30.000 mennesker på en scene.

The National hentede "Mr. November" og "Secret Meeting" frem deres gennembrudsplade "Alligator" fra 2005, drejede sig perfekt ind på rette spor med deres måske bedste nummer, "Slow Show", og den post-arrige "Squalor Victoria", hvor melodien ligger perfekt til Berningers dybe vokal.

Midt i koncerten foldede vildskaben sig ud. Guitarerne fik lov til at støje lidt mere som på "Afraid Of Everyone", mens forfinet trommespil og -arrangementer bar den ganske udmærkede nye "Conversation 16". Berninger hoppede ned fra scenen, kravlede over hegnet og løb rundt ude i pitten, hvor han skreg/sang "Abel" i en medrivende publikumsoplevelse - ret overraskende for et band, der virker så indadvendte på deres plader.

Med "Apartment Story"'s fremragende lyrik, "Little Faith" og "England" udforskede The National påny det dystre. Bemærk i øvrigt, hvordan Berninger bruger stedsbetegnelser som paralleller for sindstilstande, som små dagdrømme og billeder i hukommelsen.

Til sidst lukkede The National, som de i øvrigt har gjort på det meste af deres "High Violet"-turné, med deres mest kendte nummer "Fake Empire", som gav kollektive kuldegysninger i sommerheden, og førnævnte "Mr. November", hvor Berninger i sine aggresioner smadrede mikrostativet ned mod scenegulvet. Samt den meget passende, støjende og indadvendte "High Violet"-åbner "Terrible Love", inden de fandt hjem med den rene, smukke/kedelige "About Today" fra "Cherry Tree EP" (2004).

En koncert på højeste niveau på så mange fronter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA