x
Harper Simon og De Eneste To og Staff Benda Bilili: Rådhushallen, Århus

Harper Simon og De Eneste To og Staff Benda Bilili, Rådhushallen, Århus

Harper Simon og De Eneste To og Staff Benda Bilili: Rådhushallen, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Se galleri af Harper Simon

Se galleri af De Eneste To

I de senere år er Århus Festuge begyndt med en såkaldt uofficiel åbning for Gud og hvermand i Rådhushallen torsdag aften, altså dagen før den officielle åbning i Musikhuset. Og denne uofficelle åbning plejer at lægge rum til nogle usædvanlige musikalske konstellationer. Sidste år kunne man blandt andet opleve C.V. Jørgensen give sin dengang første koncert i syv år, endda med Århus-gruppen DeSoto Caucus som backing. I år stod den på den amerikanske singer-songwriter Harper Simon, duoen De Eneste To alias Simon Kvamm og Peter Sommer og endelig det congolesiske orkester Staff Benda Bilili - dog hver for sig.

Harper Simon ****

Aftenen blev åbnet med Harper Simon, der gav sin første koncert i Danmark - en solokoncert. Harper Simon er en arketypisk singer-songwriter, der har den akustiske guitar som sin tro følgesvend. Han er søn af Paul Simon, og det høres tydeligt, både i hans bløde stemme og hans sangskrivning, som er af den helt klassiske, folk- og countryinspirerede slags, med teksten i fokus og sange om tilværelsens og kærlighedens op- og nedture. Denne aften var Simon dog lidt mere hæs, end han er på sit udmærkede, selvbetitlede debutalbum, men hans stemme gik dog klart igennem til publikum, og hans guitarspil var glimrende, ofte med mere eller mindre hårdtpumpet akkordspil, men af og til også blidt fingerspil som eksempelvis i den romantiske og meget fine ballade "Berkeley Girl". Hans attitude på scenen var venlig og veloplagt, og det forholdsvis talstærke publikum tog også pænt imod ham. De to covernumre, henholdsvis The Kinks' "This Is Where I Belong" og Buzzcocks' "Ever Fallen In Love With Someone (You Shouldn't Have Fallen In Love With)" var dog lidt overflødige, når Simons sæt kun var på 40 minutter. Hans egne sange kan snildt stå distancen - selv om der altså ikke er meget nyt under solen.

De Eneste To ****

Herefter blev det tid til De Eneste To, der gav deres kun tredje offentlige koncert nogensinde. Der var givetvis mange, der havde set frem til samarbejdet mellem to af nyere dansk rocks bedste danskskrivende sangskrivere, nemlig Simon Kvamm og Peter Sommer. De skuffede da heller ikke. Begge er de kendt for begavede, sprogligt opfindsomme tekster, og dem har De Eneste To også mange af. Mest overraskende var, i hvor høj grad Simon Kvamm spiller akustisk guitar i projektet. I Nephew står han normalt med et strap-on-keyboard mellem hænderne, men i De Eneste To spiller han lige så meget akustisk guitar som Peter Sommer, mens alle tangenter og elektronik er overladt til Kvamms lillebror Stefan Kvamm (også kendt fra The Wong Boys), der havde taget opstilling bag trubadurerne med en større opstilling af elektronik. Det fungerede udmærket, og det samme kan siges om samspillet mellem Kvamms og Sommers stemmer. De sang skiftevis i kor og duetter, ofte i det dybe leje, men af og til med lidt Kvamm-falset som kontrast.

Sangskrivningen var ikke overraskende på et højt niveau, og blandt de bedste numre kan nævnes de smådystre "De Gode Gamle Dumme Unge" og "Det Var Det, Der Slog Dig, Da Du Faldt" (begge med hårdtpumpede beats og sidstnævnte med dyb keyboardbas) og de mere afdæmpede "Den Lige Vej" og "Alle Har En Fortid". Mest hitpotentiel er dog nok den lokalpatriotiske "Østjylland Dreaming" samt "Morten", der netop er udgivet på single. De meste af tiden var kun duoen Kvamm og Sommer samt Stefan Kvamm på scenen, men af og til dukkede Beta Satan-guitaristen Kenneth Andersen op på bas. Hans medvirken gav lidt mere fylde i det lidt spartanske lydbillede, og man kunne godt have ønsket, at De Eneste To ville have stillet op med et rigtigt band til at supplere de akustiske guitarer og elektronikken. Det ville formodentlig have givet de udmærkede sange det sidste løft op i det femstjernede luftlag, hvor Kvamm og Sommer normalt holder til.

Staff Benda Bilili ****

Aftenen blev rundet af af den congolesiske oktet Staff Benda Bilili, som også kunne opleves på dette års Roskilde Festival. Gruppen er blandt andet kendetegnet ved, at halvdelen af medlemmerne sidder i kørestol, mens et femte medlem må bevæge sig rundt med armstokke. Dette forhindrer dog ikke bandet i at levere aldeles dansevenlig musik, som satte god gang i publikum. Musikken er kendetegnet ved et samspil mellem forskellige leadvokalister og kor samt en musiker, der spiller på en enstrenget lut konstrueret af en dåse (!), som han alligevel formår at frembringe lyde ud af, der giver associationer til en elektrisk guitarsolo. Lutten var i gang næsten konstant sammen med bassen, guitaren og trommerne, og det swingende fremragende. Man følte sig straks hensat til det brandvarme Afrika eller i hvert fald til et telt på Roskilde Festival, og man må undre sig over, hvorfor relativt mange publikummer valgte at sive i løbet af Staff Benda Bililis godt en time lange optræden. I længden blev musikken da også en smule monoton, men stærkt underholdende var den, og spøjst var det at se, at gruppens medlemmer selv havde svært ved at sidde stille i deres kørestole. Et par af medlemmerne drejede dem da også rundt og rundt igen og igen, mens de klappede uafbrudt. Det blev da også til en langvarig applaus fra de publikummer, som blev hængende, til sidste tone havde lydt. En glimrende afslutning på en fornøjelig, alsidig festugeåbning.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA