x
Prince: Forum, København

Prince, Forum, København

Prince: Forum, København

Anmeldt af Per Bloch | GAFFA

Halv ni blev lyset og baggrundsmusikken i Forum slukket for tredje gang. To gange før var vi blevet snydt og havde troet, at audiensen var sat i gang, hvorefter lys og musik var blevet tændt på ny. Tredje gang havde man næsten vænnet sig til denne leg, men det viste sig at være lykkens gang. Og ja, lykken var - efter denne anmelders mening - at finde, for enden af hver eneste tone, der strømmede fra scenen. Intet mindre, sjældent større.

Prince var iklædt en sort læderjakke med petroleumsfarvet midterstykke og sorte flagrende bukser. Samt høje hæle. Allerede fra første færd, kunne man mærke, at han var i godt humør. Hvis forventningerne ikke var store i forvejen, så blev de det nu. Han lagde ud med "Future Soul Song", fra sit nye album "20 Ten". Det kræver sit at starte showet med en nyere ballade, og tilmed forvente, at publikum kan synge med. Men det virkede.

I centrum er musikken
Tidligt i sættet kom endnu et nyt nummer, tilmed et som ikke er udgivet: "Cool". Igen skal vi synge med - C, O, O, L - men får heldigvis hjælp fra manden i midten. Det er tidligt i koncerten og tidligt på aftenen, men ikke for tidligt at konkludere, at Prince er i storform. Rygterne om ødelagte hofter, medicinering og så videre må hermed være skudt ned. Sådan et greb om både orkester og publikum lægger man ikke for dagen, hvis man ikke er i fuldt vigør.

Nyt og gammelt blandes. For det meste genkendeligt, men altid friskt. På én og samme tid funk, pop, rock og soul. I sin essens det Prince er bedst til. At samle et hele, der overskrider grænserne for genrer og tid, og står tilbage som det det er: musik. Musikken. Intet mindre, sjældent større.

Efter et medley, sunget af de tre korsangerinder Liv, Shelby og Elisa, kommer Prince tilbage i nyt outfit til sin signaturhymne "Purple Rain". Nu iklædt hvid tøj med print fra "20 Ten"-albummet. Samme outfit som han havde på til sommerens koncert på Roskilde Festival. De høje hæle er nu udskiftet med høje hvide sko med gennemsigtig hæl og blinkende rødt lys.

Skabelse ikke afvikling
Det helt store ved Prince har for mig at se altid været hans uovertrufne musikalitet. Han spiller ikke på instrumenterne, han er instrumenterne. Hele hans organisme er bogstavelig talt i spil. Hans musikalitet er så ren, så omfattende og så frit flydende - hans musikalske overskud er så volumiøs og så autentisk. Uagtet ens personlige præferencer kan man ikke benægte, at hans liveshows er et studium i showmanship, hypermusikalitet og lydligt nærvær. Det hans albums af og til kan mangle, og der mangler unægteligt en hel del på indtil flere af dem, det flyder hans koncerter over med. Denne aften er ingen undtagelse.

Ikke kun får vi hit på hit, serveret med præcision og nerve, vi får også de klassiske Prince-breaks, hvor han starter og stopper musikken med sine markeringer, hvor han minutiøst dirigerer sit orkester, for at fremhæve og betone enkelte instrumenter og musikere og så får vi også en særdeles livlig og humoristisk frontfigur. Faktisk har denne anmelder aldrig set ham så legesyg, smilende og snakkende før.

Man mærker tydeligt, at koncerten skabes i nuet. Det er muligt at der ligger en sætliste foran de 10 musikere, men der er plads til improvisation og afstikkere, hvis maestro føler for det. Hvis der lige skal en percussionsekvens ind - og her træder Prince selvfølgelig gerne selv til og assisterer legende Sheila E - eller når keyboardspiller Renato Neto får Prince på besøg ved det lilla flygel og de skiftes til at spille et par takters funky toner hver. Eller når Prince finder sin bas frem og først sætter den nyankomne i NPG-bandet, danske Ida Nielsen i gang med en bas-gang, for derefter selv at krydre med en variation, indtil Ida får frit løb på slagbassen. Det er, som Prince selv antyder, levende musik af rigtige musikere uden båndoptagelser. Begrebet live-musik genvinder sin retmæssige klang.

Hvilke numre der virker stærkest er naturligvis individuelt, men jeg vil særligt fremhæve "Cream", "U Got The Look" og "Shhh". I sidstnævnte får trommeslager John Blackwell, der hilses hjerteligt velkommen tilbage, plads til sin show-ekvilibrisme i en trommeintro og -solo, der både lyder godt og ser godt ud. Målt på publikumsrespons må "Kiss", "Purple Rain" og "1999" være favoritterne.

Indtil flere encores afslutter showet. Sågar en gen-entre efter at teknikerne er begyndt at pille scenen ned. Når en mand skal, så skal han og Prince er ingen undtagelse. De sidste par numre spilles med de hårde neon-loftslys tændt, men det ænser ingen, for lyset fra scenen er stadig det stærkeste.

Hvorfor så ikke seks stjerner?
Det kan ikke andet end smitte af på helhedsoplevelsen, når koncerten afholdes i så horible og ugunstige rammer. Selv ikke Princes lydtekniske evner kan ændre på, at Forum ikke egner sig til musik. Stedet er ikke, selvom manden kaldte stedet "the house of Prince", på nogen måder optimalt. Det er en betonkatedral til bogmesser og loppemarkeder - ikke en rum der er værdigt til musikoplevelser.

På den banehalvdel som Prince har direkte indflydelse på trækker det ned, at han er blevet så glad for medleys og covernumre. Helt galt gik på på Roskilde Festival i sommer, og heldigvis var der tyndet ud i det denne aften i Forum. Skønhedsfejl ja, men når vi taler verdensklasse og stratosfæriske højder, så må de små markører i spil.

Men selv ikke disse småting kan ændre meget på den fornemmelse der sidder tilbage i kroppen. Og på den kollektive ekstase der bar folk videre ud i natten.

Intet mindre, aldrig større.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA