x
Simply Red: Arena Fyn, Odense

Simply Red, Arena Fyn, Odense

Simply Red: Arena Fyn, Odense

Anmeldt af Mathias Sommer | GAFFA

Så skulle det være endeligt: Bandet Simply Red har for sidste gang skudt med nostalgiske spredehagl på dansk jord.

Selvom både Horsens og Randers sidste år lagde græs til bandets officielt sidste danske koncerter, tyder alt på, at der denne gang er alvor bag erklæringen.

"Welcome to the final year of twenty five mind blowing years," er overskriften på den såkaldte Farewell Tour, der har bragt Simply Red verden rundt, og på bandets hjemmeside tælles der ned til den endegyldigt sidste koncert, hvor der er lagt an til stort grædeorgie i O2-arenaen i London den 19. december.

Af samme grund var forventningerne til en stærk oplevelse, der skulle vække associationer a la The Bands "Last Waltz," betragteligt store. De mange fremmødte skulle sige farvel til en del af deres fortid, en del af sig selv, farvel til "det perfekte soundtrack til vore liv," som koncertarrangørerne så fint havde formuleret det forinden.

Nøglen

Og sådan starter det da også. Stærkt og følsomt. Med underlægning af Simply Red får beskuerne en følelsesklistret voyage gennem historien, hvor de to store skærme, placeret i hver sin side af scenen, viser verdenshistorien som den blev til, med liv og død, glæde og gråd, og krydret med helt vildt meget Princess Diana. Måske en slet skjult tak til, at bandet fik deres superkæmpehit, "Stars", med på hendes hyldestplade?

Om end en smule selvhøjtidelig, fungerer filmen fint som afsæt, da det giver det 5200 mand store publikum i en udsolgt Arena Fyn nøglen til de seneste 25 års historie, hvori Simply Red er en ufravigelig faktor.

Derpå falder det kæmpestore klæde, der afdækker scenen, og bandet sætter i gang med den stilsikre "Your Mirror". Nummeret hører til blandt de få, der giver plads til lidt guitarlir, hvorfor det ærgrer, at guitarist Kenji Suzuki leverer en så komplet tandløs og ligegyldig solo. Man havde håbet på at kunne konstatere: så er vi i gang. Men den manglende entusiasme skaber snarere lidt uro.

Lokumsbrættet

Det er egentlig ironisk, at Simply Red snart går i opløsning, for siden den originale besætning i midt-firserne startede op i Manchester, er 19 smidt ud af bandet, og den altdominerende, rødhårede frontmand, 50-årige Mick Hucknall, er eneste tilbageværende medlem. Og han går jo som sådan ikke i opløsning.

Hucknall har i anledning af det store punktum anlagt sig et sødt lille lokumsbræt, der giver ham et mere voksent udtryk end hans vante glatbarberede ydre; samtidig markerer fremvæksten afslutningen på en epoke.

Lokumsbrættet til trods er han stadig leveringsdygtig i sin ubesværede fraseringsevne og behagelige stemmeføring, der i sit dybere leje minder om Baal-forsanger Bjørn Fjæstad, og i sit lyse er sin helt egen, hvad han også elegant viser i "Never Never Love", som, ud over Hucknalls flotte vokal, dog dør i monotoni.

Kort forinden har han smidt jakken, og selvom resten af bandet synes en smule halvhjertede, er det som om, man kan spore noget insisterende i øjnene på ham – han vil gerne sige ordentligt farvel til sit danske publikum.

Hvordan man siger ordentligt farvel kan så diskuteres, for der udlades ikke særligt meget fysisk energi fra Hucknall. Det er som om, hans publikum skal have det rart, en aften i nostalgiens hjørne - han er her ikke for at feste. Det er okay, problemet er bare et en stor del af de valgte numre netop har et festligt islæt.

I selve sin første henvendelse til Arena Fyn, slår han fast "This is the last, the final," og så kan man synge med, fløjte med, eller bare lade som om "No one cares!" Vi skal bare have det rart.

På den reggae-inspirerede "Night Nurse" bliver man opmærksom på den suveræne lyd her i arenaen. Den er godt nok så lav, at undertegnede må udtage sine ørepropper, og en central og god placering til trods, er der for meget forstyrrende snak omkring. Hucknall formår i koncertens indledning ikke at fastbinde publikums opmærksomhed. De har selvfølgelig selv lagt den plovmand, det koster at være her, men der er for meget forbrugskultur over indstillingen: "Hits, vi vil have større hits!"

Selvom scenen virker lidt fjern i lyden, er den som sagt glimrende. "Under It's Only Love" tager den uhyggeligt tight trommeslager, Pete Lewinson, sig en del friheder på et ufatteligt vellydende trommesæt, der giver resonans helt ud i de erogene zoner.

Det er også under dette nummer, Hucknall har en længere nynne-session, og hold da klatkage, hvor nynner han bare smukt, det kunne han godt skrive på sit CV, skulle han på et tidspunkt overveje en fremtid som au pair-pige.

Stjernen

Efter en træg start slår Hucknall og co. heldigvis stærkt igen med en lille tretrinsraket, hvor Suzuki først kaster en spansk guitar over hovedet, og publikum for første gang synger med på "For Your Babies". Jeg er fortsat ikke videre imponeret over Suzukis guitarspil. Med "For Your Babies" forventer man en skov af lightere og mobiltelefoner i vejret, men de forbliver i lommerne på det fuldvoksne publikum, hvis musikalske forståelse ikke synes helt fuldvoksen – der er i hvert fald en slem tendens til at klappe på 1 og 3 her i salen.

Med "Holding Back the Years" tages der for alvor hul på en hitkavalkade, så hvorfor rejser publikum på lægterne sig ikke?

Det gør de også, og det manglede da bare, da Simply Red spiller "Stars". Det her fænomenale pop-hit, det ultimative reklamefremstød. Kulisserne forandres, de store bagtæpper ændrer kulør fra rød til blålig, og det samlede udtryk bliver mere drømmende, vi surfer på mælkevejen, og Mick Hucknall er vores ledestjerne.

Han behersker sin stemme med en uhyggelig præcision, og så er selve hans mikrofonanvendelse et studium i sig selv. Alle synger med på "Stars", det kræver da også, at man er vokset op i Josep Fritzls kælder for ikke at kunne det her nummer fra start til slut. En evergreen, en moderne standard. De sidste toner af nummeret ledsages på storskærmen af en ung Hucknall, der, synkront med den noget ældre mand på scenen, afslutter nummeret. En smuk afrunding på et stort nummer, der har haft stor betydning for mange mennesker.

Op til den Filur/Bee Gees-agtige "Ain't That a lot of Love", råber Hucknall entusiastisk "Let's Jump," men efter 3-4 hop, kan han ikke mere. Alderen trykker. Men han har smidt vesten, hvilket gør ham mere frigjort. Nummeret afsluttes nøjagtig som man kan høre på oprindelsespladen "Love and the Russian Winter" fra '99.

Sådan er det med de fleste sange. De lyder nøjagtig som på pladen, ingen forlængelser eller ekstra bidder, ingen vrid eller nyskabelser. Numrene er korte, tilskårede, men der er jo også et stort bagkatalog at omfavne.

Kenderen

Simply Red går af scenen, men de slukker ikke forstærkerne, de siger ikke farvel, vi ved godt, at der er mere at komme efter. Og ganske rigtigt, bandet vender retur til aftenens endnu største jubel, og slår den "behagelige Sunrise" an. Hucknall har et venligt ansigtsudtryk, og baggrundsbelysningen er smuk rød og kaster lidt optimisme ind i det odenseanske efterårshelvede. Især kvinderne synes at reagere på nummeret og danser, frigjorte og smukke.

Nummeret efterfølges af den festlige "Fairground", bandet går ud igen, men vi har endnu ikke fået bandets største hit, og den skal vi ikke snydes for, så alle venter pligtskyldigt på ekstraekstranumrene.

Og så kommer den store afslutning, nummeret alle har ventet på. "If You Don't Know Me By Now", der har Harold Melvins and the Blue Notes som papa, er i den grad gjort til Simply Reds. Bandets varemærke, nummeret, hvor Hucknalls store stemme gøres endnu større.

Det er tung, tung blue-eyed soul, som går lige i biologien, hånden søger automatisk en hånd at holde, og man ser, hvordan de mange kærestepar vender sig mod hinanden, og, gerne kvinden, udbryder "Det her, det er vores sang, skat!"

Forinden har Hucknall proklameret "We wanna leave you with one last song," og publikumsreaktionen er til at tage at føle på. Lilletrommen er, som den skal være, smurt ind i en overdreven tyk reverb, og tempoet så bevidstløst lavt, at undertegnede har svært ved at holde koncentrationen. Men nummeret afsluttes, og man står og håber på, at den velkendte rundgang (den samme som eks. Rasmus Seebachs "Engel"), vil sætte i gang igen. Skal vi ikke lige have en ekstra omgang, et sidste storladent øjeblik med bandet?

Nej, det skal vi ikke. Hucknall slutter af med at takke bandets medlemmer og endelig publikum. På min efterskole lærte vi, at man ikke måtte klappe af sig selv, et budskab, der tydeligvis ikke giver ekko i disse mennesker, for aftenens største bifald var bifaldet til publikum selv. Hucknall får sagt endnu en gang tak, tak for en lang og smuk karriere. Og slutter så af, ikke på dansk heller ikke engelsk, men med kommentaren, der skal sætte prop i en 25-års lang karriere: Adios Amigos.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA